Juleønsket

”Ahh!” Det veltilfredse suk kom fra Julemanden, der strakte sig, så det knækkede i alle de gamle knogler. Han sank ned i den bløde lænestol – glad og særdeles tilfreds. Han kiggede på kukuret, der hang over den knitrende pejs. Der var hele tre nissetimer til, han senest skulle af sted med gaverne til klodens artige børn.
  
”Jeg kan slet ikke huske, hvornår vi sidst har været i så god tid,” sagde han til sig selv og sparkede de store støvler af. Der plejede altid at gå et eller andet galt, men i år var alting gået glat som is. Kanen var pudset og pyntet med bjælder, rensdyrene vasket og striglet, brunkagerne og klejnerne bagt, og netop nu var nisserne i Gaveværkstedet ved at lægge de sidste pakker ned i den magiske sæk. Det var juleaften i aften, og den tegnede for en gangs skyld til at blive rigtig stille og rolig. Alt var i den skønneste orden, og der var ikke længere noget, der kunne gå ga...
  
Det bankede på døren.
  
Åh nej, tænkte Julemanden, og inden han kunne nå at sige ”kom ind”, blev døren åbnet, og en gammel nisse stak hovedet indenfor. Han var forpustet og havde løbet så stærkt, at huen var kommet til at sidde helt skævt på hans hoved.
  
”Julemand,” stønnede han ophidset. ”Den er helt gal.”

  
* * *

  
”Hvad er problemet, Luffe?” spurgte Julemanden og måtte tage ekstra lange skridt for at følge med nissen, hvis træsko klaprede højt og hurtigt mod gulvet.
  
”Det er gavemaskinen,” svarede Luffe og standsede foran døren til Gaveværkstedet. ”Kom med, så skal du se.”
  
Inde i værkstedet stod fire nisser henne ved gavemaskinen, der blinkede med røde og grønne lamper. Normalt flød rummet med dukkehuse, bamser, legetøjsbiler, gavepapir og røde og grønne bånd. Nu var alle gaverne pakket ind og stod nydeligt stablet på gulvet.
  
Nisserne diskuterede højlydt, men tav brat, da de fik øje på Julemanden. Alle vendte blikket ned, som om de var flove over et eller andet.
   
”Maskinen ser da ud til at virke fint,” sagde Julemanden og kiggede på de mange gaver, der var klar til at blive delt ud.
  
Luffe så ud til at nikke og ryste på hovedet på én gang. ”Det gør den på sin vis også, men …”
  
”Men hvad?”
  
”Tja, du kender jo proceduren. Den første december fodres computeren med navnene på årets artige børn. Ønskechippen regner sig frem til, hvad det enkelte barn ønsker sig allermest. Det fortæller den videre til gavemaskinen, der så fremstiller det pågældende produkt. Om det er en dukke, en fiskestang eller en bog med svære ord, det er ligegyldigt. Maskinen kan lave hvad som helst.”
   
”Jeg har allerede købt den, Luffe,” sagde Julemanden. ”Du behøver ikke sælge mig den igen. Fortæl mig, hvad problemet er?”
  
”Jo, altså, maskinen har kørt upåklageligt siden den første december, og gaverne har været i tip-top-stand. Den manglede kun at lave to gaver mere, og så ville vi være færdige for i år. Men de to sidste gaver maskinen spyttede ud …”
  
”Ja? Hvad med dem?” afbrød Julemanden utålmodigt.
  
Luffe gik hen til samlebåndet, hvor der stod to papkasser uden låg. Han samlede dem op og vendte bunden i vejret. ”De er tomme. Som kagedåsen efter juleaften.”
  
”Tomme?” Julemanden glippede forbavset med øjnene. ”Hvordan kan det lade sig gøre? Er maskinen løbet tør for materialer?”
  
”Det var det første, vi undersøgte,” svarede en af de andre nisser og pillede nervøst ved kvasten på sin hue. ”Men maskinen mangler intet. Vi har prøvet at taste navnene på de to børn ind flere gange, men hver gang er resultatet det samme: Tomme gaveæsker.”
  
Julemanden tog kasserne. Jo, de var rigtig nok tomme.
  
”Kan det tænkes,” sagde han efter en længere pause, ”at de to børn er kommet på listen ved en fejl? At de slet ikke har opført sig artigt i år, og at det er derfor, maskinen ikke kan fremstille en gave til dem?”
  
Luffe rystede opgivende på hovedet. ”Vi har tjekket listerne flere gange. Der er ikke sket nogen fejl. De to børn har opført sig eksemplarisk!”
  
”Vi har undersøgt alt,” sagde en nisse med et langt skæg, der ragede helt ned til gulvet. ”Der er intet, der har sat sig fast i motoren, ingen komponenter, der er gået i stykker, og maskinen mangler hverken maling eller materialer. Alt er, som det skal være. Alt! Og alligevel er gaverne tomme!”
  
”Hvis man ikke vidste bedre,” sukkede Luffe, ”så skulle man næsten tro, at de to børn intet ønsker sig.”
  
”Sludder!” afviste Julemanden og gloede igen ned i de tomme kasser. ”Alle børn ønsker sig et eller andet.”