Himmelherren

Endnu et lyn glimtede, og en mægtig bragen fulgte. Det lød, som om selve himlen knækkede.
  
“Du slipper ikke væk, vanskabning!” Harrys brølen druknede næsten i regnens trommen. “Denne gang får vi fat i dig!”
  
De løb forbi teltene og boderne, der allerede var blevet lukket til, ind og ud mellem sigøjnervognene og de store træer, sprang over vandpytter og tomme bænke. Regnen havde forvandlet jorden til et søle, der plaskede om deres fødder.
  
Peter kiggede sig over skulderen og mærkede modet dale. Banden var lige i hælene på dem.
  
“Hurtigere!” pustede han stakåndet. “Vi er nødt til at løbe hurtigere.”
  
Over dem rasede himlen, og lynene satte ild til de mange skygger. Et af dem slog ned i et højt træ og huggede den brede stamme midt over. Træet væltede med et brag og knuste hestenes indhegning. De store dyr vrinskede forskrækket og galoperede ud i friheden.
  
Peter stirrede forbløffet efter dem og var et øjeblik ved at stoppe helt op.
  
Nogle af hestene havde horn i panden. Andre havde vinger. Enhjørninger og pegasuser. De forsvandt i regnsløret.
  
I det samme blev Coras hånd revet ud af hans, da hun pludselig gled i den mudrede jord. Hun faldt med et skrig. Peter vendte sig om, men det var for sent. Banden var for tæt på. Han kunne kun løbe videre og håbe på, at de ville lade hende være. Det var jo trods alt ham, de var efter.
  
Et kolossalt lyn flækkede den sorte himmel, og i et kort sekund blev alting hvidt. Så vendte farverne tilbage, og Peter så til sin rædsel, at Harry, Villy og Ronny atter var forsvundet. I stedet var det de hæslige, troldelignende skabninger, der kom styrtende gennem mørket, og inden Cora kunne nå at komme på benene, overfaldt de hende grinende. Hendes skrig blev slugt af tordenskraldet.
  
Peter kunne kun stå og se på. Hele hans krop var lammet. Selv hans tanker var gået i stå.
  
To af skabningerne tog fat i Cora og slæbte hende ind mellem træerne, mens de holdt hende for munden med deres slimede hænder. Den tilbageblevne drejede hovedet mod Peter. Savl flød tykt ned over hagen, og Peter stirrede et øjeblik ind i dens grusomme øjne.
  
Så løb han. Væsenet satte efter med en sulten knurren.
  
Det var svært at løbe. Flere gange var han ved at miste balancen i det våde pløre, benene skøjtede, han kunne ikke stå fast, og den modbydelige skabning halede hurtigt ind på ham.
  
Han mærkede et par skarpe negle snitte nakken, netop som han drejede om bag et stort telt. Der lød et arrigt vræl, idet uhyret snublede over en bardun og væltede gennem mudderet. Det kom hurtigt på benene, men Peter havde øget sit forspring. Han drejede ind mellem to boder og løb mod en gammel, forfalden sigøjnervogn, der så ud til at kunne brase sammen hvert øjeblik.
  
Peter nærmest sprang ind i vogndøren, der fløj op med et brag, og kastede sig indenfor.
  
“ ... tyveknægten flåede døren op og smed sig ind i sigøjnervognens beskyttende mørke netop som ...” lød en knirkende stemme i den dunkle belysning, hvorefter den tav.
  
Peter smækkede døren bag sig og lænede sig forpustet op ad den. Var klar til at holde imod, når væsenet ville forsøge at brække den ind.
  
Men der skete ingenting. Peter lyttede efter den hæse snerren, men han kunne ikke høre andet end regnens hamren og himlens bragen.
  
Jeg klarede det, tænkte han og sukkede. Han følte sig så træt, at han var lige ved at synke sammen på stedet. For nok havde han klaret det, men han forstod ikke et ord af det, der foregik. Hvad var der blevet af Ronny, Villy og Harry? Hvem var de ækle skabninger, der havde erstattet dem? Og hvad havde de gjort ved Cora?
  
“Hvem er du?” spurgte den knirkende stemme, og Peter kiggede op.
  
Der stod en del stearinlys rundt omkring. Vinden, der blæste ind gennem vognens sprækker, fik flammerne til at flakke, og i det springende lys så Peter bøgerne på hylderne og urterne, der hang i bundter på væggene. Knoglerne og kranierne. Krukkerne og pergamentrullerne. Den krumryggede kvinde i den høje stol. Ravnen på hendes ene skulder. Og krystalkuglen på bordet foran hende.
  
Hvad i alverden ...? Hans læber skiltes i et dybt gisp.
  
Så begyndte ravnen pludselig at skræppe, og det gav et sæt i Peter.
  
“En ioledøjed! En ioledøjed!” skreg den og baskede med vingerne. “En ioledøjed!”
  
Den gamle kone lænede sig frem og stirrede på Peter med frostblå, sammenknebne øjne. Hendes ene hånd havde fat i amuletten om hendes hals. “Den violetøjede!” hviskede hun. “Hvad pokker er det her foregår?”
  
“Det er dig,” mumlede Peter og følte, hvordan hans tanker snoede sig ind i hinanden, blev til et kaos. For kvinden i stolen var spåkonen fra hans historie. Hende der fortalte eventyret om drengen med de violette øjne og den stjålne prinsesse. Der var ingen tvivl. For sit indre blik så Peter, hvad han havde set tidligere i dag - i spejlet, i sine egne øjne. Sigøjnervognen. Spåkonen. Døren der pludselig springer op. Den mørke skikkelse der styrter ind.
  
Han havde ikke set, hvem skikkelsen var. Nu vidste han det. Men han forstod det ikke.
  
Skikkelsen havde været ham selv, det var dette øjeblik, han havde set. Og nu stod han her. I spåkonens vogn. I sin egen historie.
   
Og følte sig umådelig rundtosset.
  
“Men du er jo min fortælling,” hviskede konen og stirrede skiftevis på Peter og på krystalkuglen.
  
Udenfor bragede himlen, vinden flåede i vogntaget. Det lød som om hele universet var ved at blive splittet ad.
  
Med hamrende hjerte tog Peter et skridt nærmere bordet og så ind i krystalkuglen. Der var en dreng i midten af det buede glas. Ham selv.
  
Det lignede det i hvert fald ved første øjekast. Samme leverpostejsfarvede hår, samme næse og mund, samme fregner. Samme øjne. Violette.
  
Men tøjet var anderledes. Drengen i krystalkuglen bar brune skindklæder. Ikke beskidte cowboybukser og en jakke med en ødelagt lynlås.
  
“Kan du se?” spurgte konen og gumlede på sin løse tand. “Du er min historie.”
  
“Nej,” hviskede han og stirrede forvirret på hende. “Det er dig, der er min.”