grimm

Nogle historier er så modbydelige, at de næsten ikke bør fortælles. Dette er sådan en historie, og den begynder i udkanten af en stor skov.

Den begynder i et lille hus, hvor en fattig brændehugger bor med sin familie.

Den begynder efter månen har rejst sig, og to sultne børn ligger i deres senge og prøver at falde i søvn.

Men mest af alt … Mest af alt begynder den med børnenes mor.

Med hendes stemme, der høres i mørket.

 

***

 

Grete var så sulten, at hun havde ondt i maven. Det føltes, som om et dyr var blevet fanget derinde og nu gnavede og gnavede for at komme ud. Af og til knurrede det som i desperation.

”Her,” sagde hendes bror og rakte noget frem i mørket. En humpel tørt brød. ”Jeg gemte noget fra i morges.”

Grete ville gerne sige, at det skulle han ikke gøre. Han skulle spise det selv, han havde lige så meget brug for det, som hun havde. Man kunne se hans knogler under huden.

”Tak,” sagde hun og tog imod brødet, der var for hårdt til at kunne tygges og måtte blødgøres med spyt. ”Hans?”

”Ja?”

”Tror du, at det snart bliver bedre?”

Hver nat samme spørgsmål og hver nat plejede han at svare ja. Bare ja. Som om det ikke kunne diskuteres. Som om at selvfølgelig ville det blive bedre, det var fjollet af hende at spørge.

Det havde længe være tunge tider for den lille familie. Arbejdet gav mindre og mindre, og maden blev dyrere og dyrere. Engang havde de haft husdyr. Men først var der var gået sygdom i hønsene, æggene, de lagde, smagte skident og gav mavepine. Så var geden faldet ned af en stejl skråning og havde brækket nakken. Så var der kun hunden tilbage, men til sidst havde de ikke råd til at fodre den, og den aften var det ikke træ, farens økse havde kløvet. Den aften havde de fået det første hæderlige måltid mad i lang tid, selv om kødet havde været sejt og magert, og Grete havde grædt, mens hun spiste.

Tror du, at det snart bliver bedre?

Ja, plejede Hans at svare, men det gjorde han ikke i nat. I nat tog han sin søsters hånd i mørket og sagde: ”Sch.”

Ude i skoven, under den skarptslebne nymåne, tudede en ugle.

Inde i hytten, uden for børnenes kammer, lød der skridt.

En sort skikkelse dukkede op i døråbningen. Den blev stående lidt, og Grete forstod ikke, hvorfor hun pludselig var så bange. Hvorfor hun følte, at hun skulle ligge helt, helt stille. Det var jo bare deres mor.

”Sover I, børn?” spurgte hun.

Hans gav Gretes hånd et advarende klem, og hun bad til, at hendes mave ikke ville begynde at knurre. Jo, det var bare deres mor, men der var sket noget med hende på det seneste. Noget havde sneget sig ind i hendes blik, og hun var begyndt at se på Hans og Grete på en anden måde end før. Det mindede Grete om den måde, hun havde set på hunden, kort før deres far havde taget beslutningen om at …

Skikkelsen forsvandt.

”Hans?” hviskede Grete.

”Sch.”

Så lød deres stemmer i mørket. Brændehuggeren og hans kone. Børnenes far og mor.

”Dette kan ikke fortsætte,” sagde hun. ”Og det ved du. Vi har ingen penge, og vi har intet mad.”

”Jeg ved det,” sagde han. ”Hvad skal vi gøre? Hvad skal vi dog gøre?”

Det lød ikke, som om han havde forventet et svar.

Men det fik han.

”Vi kan ikke længere tage os af børnene,” sagde hun, og kulden i hendes stemme fik Grete til at tænke på månen udenfor. Månen, der var kold og skarp som farens økse. ”De må klare sig selv.”

”Klare sig selv? Men …”

”I morgen tager vi dem med ud i skoven. Vi siger, de skal vente på os, indtil vi kommer tilbage efter dem.”

”Og … hvornår kommer vi tilbage efter dem?”

Stilhed. Kun vinden, der blæste rundt om huset. Så brændehuggerens forskrækkede gisp, idet det gik op for ham, hvad hans kone foreslog.

”N-nej!” sagde han. ”Det gør jeg ikke! Det …”

”At klare sig selv er en del af at vokse op,” sagde hun. ”Og derude har de i det mindste en chance. Her venter graven på os alle, hvis vi ikke gør noget!”

”Men de er jo kun børn! De er vores børn, og vi …”

”Så du vil hellere se dem dø af sult?” Ordene var som dyppet i harme. Som om det var ham, der kom med grufulde forslag. Så – med en slanges hvislen: ”Og du kalder dig selv en kærlig far.”

Stilhed igen.

Længe.

”Godt.” Hans stemme var grødet. Fuld af sorg og skam. ”Vi gør, som du vil.”