Gudernes land

Kapitel 1

Lyn og torden

 

”Tag den, din dumme jætte!” Øksen faldt med en susen og kløvede træstykket rent. Tjalfe tog en ny brændeknude og stillede den på huggeblokken. ”Så du vil have mere? Jamen så kom og smag Tjalfe Jættekløvers økse!”

Han spyttede i håndfladerne og skulle til at løfte øksen igen, da der lød en fnisen fra toppen af pæretræet. Åh nej, han havde helt glemt, at hans søster var i nærheden.

”Tjalfe Jættekløver?” Røskva stak hovedet frem mellem bladene. ”Mener du ikke Tjalfe Jætteløber?”

”Hold din mund.”

”Indrøm det. Hvis der kom en jætte, ville du stikke af med det samme. Er der noget, Tjalfe Jætteløber er god til, er det nemlig at tage benene på nakken.”

”Hvis der kom en jætte, ville jeg stå lige her og nyde synet, mens den åd dig med hud og hår.” Tjalfe forsøgte ikke at vise det, men Røskva havde ramt et ømt punkt. Ja, han var god til at løbe. Børnene på nabogårdene havde ikke en chance mod ham, heller ikke dem, der var ældre. Men at være hurtig var vel kun en helteegenskab, hvis man turde løbe mod faren. ”Hvis en jætte overhovedet gider spise sådan en lille pige som dig.”

”Som om du er meget ældre.”

Tjalfe målte hende med fingrene. ”Der er jo ikke engang nok til en halv mundfuld.”

”Mens du jo svulmer af muskler.” Røskva rejste sig op på grenen og stod helt uden at støtte sig til noget. Synet gjorde Tjalfe svimmel. Hun knyttede hænderne og gjorde sin stemme dyb. ”Se mig, den frygtindgydende Tjalfe Jætteløber, hvis muskler er store som mågeklatter!”

Tjalfe havde lyst til at kyle noget efter hende. Måske ikke ligefrem øksen, men så en af træknuderne.

”Og se mig, den lillebitte Røskva, som ingen gider høre på!” vrængede han.

”Ti stille, Tjalfe.”

Nå, der kunne man bare se. Havde han lige ramt et ømt punkt? Han var ellers ved at tro, at Røskva ikke havde nogen. ”Sandheden gør ondt, hvad? Måske skulle du …”

”Ti nu stille! Roffe, hvad er der galt?”

Tjalfe vendte sig mod ulvehunden, der lå lænket henne ved huset. Det var Røskva, der var kommet hjem med den en dag. En efterladt hvalp, som hun havde fundet ude i skoven. Til at begynde med ville mor og far ikke høre tale om at beholde den. De var en fattig familie, og den mad, de havde, skulle gå til dem selv, ikke til et dyr, der hverken gav uld, mælk eller kød. Men når Røskva først havde sat sig noget for … Roffe kunne beskytte hønsene mod ræven, sagde hun, og hun skulle nok undvære noget af sin aftensmad. Nu havde de haft ulvehunden i over to år, og Roffe havde vokset sig lige så høj som Røskva, som var den eneste, der fodrede den. Det skulle Tjalfe ikke nyde noget af. Tænk, hvis Roffe fik den ide, at det var ham, der var maden.

Ulvehunden havde rejst sig op. Den stod med sænket hoved og ørerne lagt tilbage. De ravgule øjne var rettet mod himlen, hvor truende skyer havde samlet sig. Det havde Tjalfe slet ikke lagt mærke til. Havde solen ikke skinnet for et øjeblik siden?

To ravne cirklede under det askegrå hvælv, der i det samme begyndte at rumle. Et uvejr var under opsejling. Luften blev mørkere, et lyn gnistrede. Tjalfe nåede at tælle til fem, inden braget kom. Roffe krøb pibende sammen i græsset. Vinden rejste sig og fik pæretræet til at hvæse.

Pæretræet!

”Røskva, skynd dig ned!” udbrød Tjalfe, netop som endnu et lyn sprang ud af skyerne. ”Det er farligt at være deroppe, når … Røskva?”

Hendes navn kom ud som en hvisken. Der var noget galt med hende. Røskva svajede på benene, og hendes øjne havde vendt det hvide udad. Hendes mund bevægede sig, som om hun talte, men ordene blev borte i tordenskraldet.

”Røskva!” råbte han og satte i løb, netop som hun segnede og faldt ned. Han greb hende i sidste øjeblik, og vægten af hende fik ham til at tumle til jorden. Røskva trillede ud af hans arme. Hendes øjne var stadig rullet tilbage i hulerne, og hun trak vejret i hivende støn.

”Ormens fjende … ormens far,” hørte han hende mumle. ”De kommer … Gederne kommer.”

Gederne? Hvad snakkede hun om? Hvad var der galt med hende? Han ruskede hende. ”Røskva, vågn op!”

Endnu et lyn brændte alle farver væk. Det kolossale brag fulgte øjeblikkeligt, og Tjalfe så mod himlen, der nu var kulsort. Aldrig havde han oplevet sådan et uvejr før. Så voldsomt og så pludseligt med lyn og torden lige over dem, men ingen regn. Det her … Det var ikke nogen almindelig tordenstorm.

Han skulle til at slæbe Røskva væk fra pæretræet, da han fik øje på noget mellem de tunge skyer. Han blinkede, overbevist om, at han havde set forkert.

Det havde han ikke.

Det var en vogn, trukket af to store dyr. Den kom nærmere, så ud til at siksakke mellem de blinkende lyn, som om den blev jagtet af uvejret.

Så gik det op for ham, at vognen ikke forsøgte at undvige lynene. Tværtimod. Det var den, lynene kom fra.

Og Tjalfe vidste, at hans liv aldrig mere ville være det samme.

 

*

 

Røskva glippede med øjnene og så forvirret rundt. Hun lå på græsset under pæretræet. Var hun faldet ned? Det sidste, hun kunne huske, var Roffe, der peb, som om han var bange. Så havde hun følt en underlig sitren bag øjnene, og nu … Nu var himlen mørk som natten, og det buldrede og lynede. Hvor længe havde hun været væk? Hun havde det, som om hun havde drømt et eller andet, men kunne ikke huske hvad.

”Tjalfe, hvad skete der? Tjalfe?”

Hendes bror reagerede ikke. Han knælede ved hendes side, men hans ansigt var vendt mod himlen, hvor noget nærmede sig med rasende fart. Det lignede næsten … Nej, det var. En flyvende vogn, trukket af to hvide gedebukke, større end nogen heste, Røskva havde set.

Den blinkende baggrund tegnede silhuetterne af to skikkelser i vognen. Den største af dem stod med tøjlerne i sin ene hånd og i sin anden en hammer, højt løftet mod den brølende himmel. Den anden skikkelse så ud til at holde sig for ørerne.

I en kaskade af grus og småsten landede vognen foran huset, og så – fra det ene øjeblik til det næste – gik uvejret i opløsning. De sorte skyer forsvandt som en sjat vand, der tørres op, og sollyset vendte tilbage.

”Skal du altid ankomme med bulder og brag?” sukkede den ene af de to mænd og trak fingrene ud af ørerne. Han var klædt i en lilla kofte med rød kappe, og han var lang og tynd som en skygge ved solnedgang. Hans smalle ansigt var indrammet af sort hår og et velplejet hageskæg. ”Er du ikke bange for at blive døv?”

”Jeg er ikke bange for noget som helst,” brummede den anden mand, og Røskva mærkede lyden af hans stemme som en dirren indeni. Det var, som om tordenvejret var tilbage. Som om det lå på lur i den dybe røst. Manden kunne ikke være mere forskellig fra hans spinkle rejsekammerat – bred og massiv som stammen på et egetræ og en brystkasse som et jernskjold. Han bar skindbukser og en grøn, kortærmet kofte, der sad tæt til hans muskelstærke krop. Håret og fuldskægget var ildrødt, og Røskva ville ikke være blevet forbavset, hvis hans øjne havde haft samme farve. Men de var blå. Blå og hårde som hamret stål.

”Er det …?” hviskede hun og kom på benene.

Hun kunne høre Tjalfe synke en klump. Han nikkede en enkelt gang, langsomt, og stod så atter som forstenet. Stirrede med åben mund på den store mand, der trådte ned fra den knirkende vogn og strakte sig, så det smældede. På hammeren, der nu hang fra hans brede bælte. Røskva havde aldrig set sådan en hammer før. Men hun havde hørt om den.

Alle havde hørt om den.

”Halløj, bondemand!” hilste den rødhårede kæmpe, da Tjalfe og Røskvas far kom til syne i døren. Hans ansigt var hvidt som mel, øjnene store og stirrende. ”Vi har været østpå og jagtet trolde hele dagen. Vi kan ikke nå tilbage til Asgård inden natten, så vi overnatter her.”

”Åh gud, altså, dine manerer.” Den tynde mand tog sig til hovedet. ”Du kan ikke bare gå ud fra, at disse simple mennesker ved, hvem du er.” Han gik mod huset, og Røskva tænkte, at han bevægede sig sært. Mere som en slange end som et menneske. Som om han ikke gik, men gled. ”Tilgiv min ubehøvlede ven, men sådan er han desværre født. Mit navn er Loke, og jeg er …”

”Du er Thor, er du ikke?” spurgte Tjalfe med en spæd stemme. ”Den mægtige tordengud.”

Den store mands ansigt lyste op, og han daskede til sin rejsefælle med sådan en kraft, at Loke nær gik i jorden. ”Der kan du bare se! Naturligvis ved de, hvem jeg er. Det er kun dig, der behøver en præsentation. Og hvad hedder du, stump?”

”T-Tjalfe,” stammede han.

”Et godt og stærkt navn.” Thor knyttede en næve, så musklerne bølgede, og Røskva så, at der bag hans hårde blik var en kerne af dyb varme.

Tjalfe rettede sig op. ”Er det?”

”Hvor mange gange har jeg sagt, at du skal lade være med det der?” Loke gnubbede sin arm og så muggent på Tjalfe. ”Jeg bryder mig ikke om at blive afbrudt, knægt. Det kan …”

”Så lad være med at knevre så meget, dit skvaldrehoved,” sagde Thor og trampede mod huset.

”D-det er os en stor ære, almægtige Thor,” stammede deres far og tog sin kones hånd, idet hun dukkede op ved siden af ham. De lignede begge nogen, der var blevet ramt af lynet. Hvilket de vel næsten også var.

”For Asgårds skyld, begynd nu ikke at kalde ham almægtig,” stønnede Loke. ”Det andet er mere end rigeligt.”

Thor smilede. ”Lad nu den kloge mand tale.”

”I er naturligvis velkomne.” Deres far så betuttet ned i jorden. ”Men vi er desværre et beskedent hus og har ikke meget mad at tilbyde.”

”Tænk ikke på det, godtfolkens. Ædelsen har vi selv medbragt.” Thor så på Tjalfe og Røskva og nikkede mod bukkevognen. ”Kan I lide geder, unger?”

”Øh,” mumlede Tjalfe og så nervøst på de mandshøje gedebukke, der fnøs, så det dampede fra de brede næsebor. Røskva tænkte, at det ville ende galt, hvis Thor bad ham om at trække dem hen til truget. De horn ville kunne knuse hver en knogle i hans krop.

”Jeg elsker geder,” sagde hun for at komme sin bror til undsætning. Hun havde altid været god til dyr, og hun skulle nok kunne …

”Glimrende,” sagde Thor. ”Så slagter vi begge to.”

”Øh, slagter?”

”Ja, du havde vel ikke tænkt dig at spise dem levende? Beklager, Tandgnost og Tandgrisner, men I skal en tur hen over ilden.”

”Hvordan har I så tænkt jer at komme hjem?” spurgte Tjalfe.

Thors hvide tænder glimtede i det røde skæg. ”Har du glemt, hvem du taler til?”

Tjalfe rystede skyndsomt på hovedet. ”Den mægtige tordengud.”

”Almægtig vil nogen ligefrem sige.”

Loke himlede med øjnene.