Jætter og guder

Kapitel 1
Den mådelige Thor 

 

”Har du fundet på et godt navn til dit sværd?” spurgte Thor.

Han og Tjalfe var alene hjemme i Bilskirner. Sif, Røskva og
tvillingerne var gået en tur i skoven. Tordenguden var ved at polere sin hammer, og Tjalfe pudsede sit sværd, selv om det var lige så skinnende blankt, som den dag han havde fået det.

”Ikke endnu.” Han havde overvejet Skalleflækker eller
Kraniekløver, men indtil videre havde han ikke rigtig flækket og kløvet andet end luften ude i hønsegården, hvor de fjerklædte fjender flygtede med skræppen. Røskva havde leende foreslået ham at kalde sværdet for Hønsehyl.

”Det skal nok komme,” sagde Thor. ”Det er vigtigt at vælge det rigtige navn.”

Døren gik op, og Loke trådte indenfor. ”Halløj, I to!”

”Hvor har du været?” spurgte Thor og åndede på hammeren for at få en særlig genstridig plet af.

”Et smut i Valhalla for at tale med Odin, men tror du, gamle gråskæg havde tid? Næ nej, han var travlt optaget af sit evindelige brætspil med Mimer og ville under ingen omstændigheder forstyrres. Nogle gange er det, som om han slet ikke interesserer sig for, hvad der foregår i virkelighedens verdener.” Loke greb et drikkehorn og styrede mod mjødtønden. ”Jeg kom i øvrigt forbi Idasletten, og sig mig engang: Ved du godt, hvad einherjerne går og siger om dig?”

”Hvad de siger om mig?” Thor rynkede panden. ”Tja, de siger vel, at jeg er den mægtige Thor, den stærkeste af alle aserne, jætternes skræk og ræds…”

”Ikke ligefrem,” afbrød Loke ham. ”Tværtimod.”

”Tværtimod?” Brynene sank ned over tordengudens øjne som et tag. ”Hvad skal det betyde?”

”Husk nu, at det er noget, einherjerne siger, ikke mig. Jeg kunne aldrig drømme om at …”

”Svar mig.” Thor kastede pudsekluden fra sig og rejste sig fra bænken. ”Hvad siger de om mig?”

Loke åbnede for tøndens hane og fyldte hornet med den gyldne drik. ”Der går tilsyneladende et ondsindet rygte om, at du ikke er andet end bulder og brag. At du er under tøflen derhjemme og tilbringer det meste af tiden med at skifte bleer og made småbørn.”

”Ahva’ for noget?!” Thors ansigt blev mørkt som en klemmelus, og hammeren begyndte at gnistre i hans greb.

Tjalfe stirrede på Loke, som holdt en finger op, mens han tog sig en lang slurk af mjøden. Hvordan turde han stå der og sige den slags?

”Ahh, det var lige, hvad jeg trængte til.” Loke tørrede skummet af hageskægget. ”Nå jo, de snakker også om, hvordan du blev tvunget til at klæde dig i kvindetøj og gifte dig med en jætte.”

”Men … det er jo kun halvdelen af historien! Jeg baskede samtlige jætter i Trymsgård og …”

”Og at du ikke engang kunne løfte Udgårdslokes lille missekat eller besejre hans gamle, tandløse mor.”

”Men det var ikke … Det var jo snyd og bedrag!” spruttede tordenguden. Vreden bølgede fra ham som varmen fra et bål.

”En af einherjerne foreslog endda, at du skulle droppe dit tilnavn og i stedet kalde dig den mådelige Thor, og en anden sagde, at hvis ikke du havde din fortryllede hammer, så …”

Der lød et klonk, da Thor slap Mjølner, og den faldt ned på bordet.

”Jeg skal vise dem, skal jeg!” brølede han og trampede over mod døren. Han smækkede den bag sig med et brag, så det dryssede fra loftet.

”Hvorfor sagde du det?” hviskede Tjalfe.

”Fordi det var sandheden, og jeg har hørt, at med sandheden kommer man længst. Jeg ville se, om det passede.” Loke tømte resten af drikkehornet med et velbehageligt suk. ”Det gør det så ikke. Lad det være en lektie, min dreng.”

”Han gik uden sin hammer. Hvis Thor kaster sig ud i en slåskamp med vikingerne … Der er jo flere tusind af dem, og de har både sværd og økser. Vi er nødt til at stoppe ham.”

”Held og lykke med det. Så vil jeg i mellemtiden udnytte freden og snuppe mig en lille lur.” Loke strakte sig og forsvandt gabende op ad trappen.

Tjalfe stirrede efter ham. Hvor var det typisk Loke. Bare dog Sif havde været hjemme til at tale sin mand til fornuft. Tjalfe bed sig i læben og skyndte sig efter tordenguden, der gik med lange skridt og tunge næver.

”Thor, hør nu …”

”Jeg har hørt mere end rigeligt,” knurrede han.

”Men …”

”Bliv her, hvis du ikke vil have blod på tøjet.”

Tjalfe blev stående og så ham forsvinde i retning af den store slagmark, hvor de faldne krigere kæmpede fra morgen til aften. Så satte han atter i løb, denne gang mod Valhalla, og stoppede først op, da han forpustet nåede frem til den tomme gårdsplads. Han spekulerede på, om det her nu også var en god ide – især når Loke havde sagt, at Odin under ingen omstændigheder ville forstyrres. Men han vidste ikke, hvad han ellers skulle gøre.