Tempus fugit

Kapitel 7
  
Alt og intet

  
I et stykke tid tænkte han, at det fantastiske lommeur, der kunne sætte tiden en time tilbage, gjorde ham i stand til alt.
  
Han kunne læse en bog på 300 sider på et splitsekund. Bogstavelig talt. Han blev bare ved med at stille tiden tilbage og fortsatte derfra, hvor han var kommet til. Det samme med film, det var blot at spole tiden tilbage og filmen frem.
  
Evigt liv. Det var en form for evigt liv, og han ville kunne lære alverdens sprog, beherske alverdens instrumenter, blive god til alverdens sportsgrene. Øvelse gjorde mester, og han havde uendelig   tid til at øve sig i. Med det ur var der ikke noget, han ikke kunne.
  
Bortset fra, at det var der.
  
Lektier, for eksempel. De kunne ikke bare overstås på et øjeblik, for hvis han spolede tiden tilbage, blev det, han havde lavet, slettet, og han måtte starte forfra.
  
Det var en lille ting.
  
Der var også større ting.
   
Casper, for eksempel. Store, dumme idiotiske Casper, der ikke havde den fjerneste anelse om, hvad Victor var i stand til. Hvilken ubegribelig magt han var i besiddelse af.
  
Og det var dét, der var problemet. At de andre ikke vidste det. At for dem var intet anderledes, fordi alting skete altid første gang for dem. Uanset hvor mange gange Victor spolede tiden tilbage.
  
Et stykke tid var Casper stoppet med at kaste viskelæder i nakken på ham. Måske fordi noget trods alt alligevel var anderledes. Victor var anderledes. Han var ikke bare blevet bedre til rundbold, men til meget, meget mere, og når der blev delt fodboldhold i frikvartererne blev han nu valgt som en af de første. Han var især god som målmand, det var fuldkommen umuligt at score på ham. Det er, som om du hele tiden ved, hvor bolden bliver skudt hen, sagde Lukas og anede ikke, hvor ret han havde. Og drengene begyndte at snakke mere og mere med ham, og pigerne mere og mere om ham, de syntes nemlig også, at han var anderledes, og selv Mathilde begyndte at svare ham, når han spurgte hende om noget. Smilede endda sommetider til ham.
  
Det var det, Casper ikke kunne tåle, og et par uger senere – i en engelsktime, hvor Mathilde havde lænet sig imod Victor for at spørge ham om hjælp, og han var blevet helt svimmel af duften af hendes hår – mærkede han atter det velkendte prik i nakken.
  
Ti sekunder senere – endnu et stykke viskelæder.
  
Og endnu et.
  
Du får én chance mere, tænkte han og knyttede hænderne. Fordi du ikke ved, hvad jeg er i stand til. Men hvis du gør det igen, så …
  
Prik.
  
Han rejste sig op, stille og roligt. Oppe ved tavlen stoppede læreren med at snakke, kiggede på ham med rynket panden. ”Hvad skal du, Victor?”
  
Han svarede ikke. Gik hen til Caspers plads, stille og roligt. Sagde, stille og roligt: ”Ved du, hvad jeg synes, du er?”
  
Casper, der sad og vippede på stolen, slog ud med armene. Han besværede sig ikke engang med at skjule viskelæderet. ”Hvad synes du, jeg er, Vicky?”
  
”Det her,” svarede han og spyttede ham i ansigtet. En stor, tyk snotklat, der ramte Casper midt imellem øjnene, drev ned ad næseryggen og brat bankede smilet væk.
  
”Smager den godt?” spurgte Victor og gav ham et hårdt skub, så han væltede bagover med et brag.
  
Han strøg ud af klassen, inden Casper kunne nå at komme på benene. Styrtede ned ad gangene og videre ned ad trappen til cykelkælderen og helt hen i det bageste hjørne, hvor han sank sammen mod den ru væg, hivende efter vejret og leende. Leende, mens han blev ved med at se Caspers målløse fjæs for sig, spytklatten, der kravlede ned over det. Det havde været et syn for guder.Smager den godt? Du godeste, havde han virkelig sagt det? Ham? Victor?
  
Gad vide, hvad der foregik oppe i klassen lige nu? Hvad sagde de? Hvad tænkte de? Hvad tænkte Mathilde? Og hvor var Casper? Han for sikkert skolen rundt for at finde ham, men han ville aldrig finde ham. Ikke tids nok i hvert fald, for …
  
Victor tog uret op af lommen. Trykkede på den lille knap, så låget åbnede sig. Viserne stod på ti minutter over ti. Fik urskiven til at ligne et smilende ansigt.
  
Han skulle til at dreje dem tilbage, mens han tænkte, at han altid kunne gøre det igen en anden gang. Det var det, der var det fantastiske, og han tog fat i den lille split for at skrue tiden tilbage. Tøvede så.
  
For når nu han tænkte over det, var det så egentlig så fantastisk?
   
Tør du? hviskede stemmen i hans hoved. Tør du lade tiden gå?
   
Omsider havde han gjort, hvad han så længe havde drømt om. Han havde trodset Casper, gjort ham til grin foran hele klassen, fucking ydmyget ham. Men hvis han stillede tiden tilbage … Alt ville være, som det plejede. Han ville være, som han plejede.
  
Han vendte uret om, kiggede på maskerne på bagsiden. Den grædende og den leende.
  
Tør du lade tiden gå?
   
De iagttog ham med deres sølvøjne, og han tænkte, at stemmen kom fra dem.
  
Tør du, Vicky?
  
Han stirrede på tiden, der gik, gik, gik. En time. Om en time var det for sent at fortryde. Så ville det virkelig være sket. Så ville alt være anderledes, han ville være anderledes.
   
Tør du, Victor?