monster lilit

”Åh nej!” gispede Mias mor.

Moster Lilit lå på gulvet ved siden af sofaen. Fra døren kunne man kun se hendes ben. Fødderne vendte opad.

”Bliv her, Mia!” Mor løb hen til den gamle dame. ”Lilit! Lilit!”

Der lød intet svar. Benene rørte sig ikke.

”Mor?”

”Jeg tror … Jeg tror, hun er død. Vi må ringe efter en ambulance. Kom, Mia.”

Mor løb forbi hende ud i køkkenet. Hun var i en form for panik. Som om det var hendes skyld, at Lilit var død. Fordi de var kommet for sent. Mor lagde slet ikke mærke til, at Mia ikke fulgte med. At hun stadig stod og stirrede på de livløse ben. De var helt grå med sorte blodårer. Mias hjerte slog hårdt og hurtigt. Hendes blik gled fra benene over på den forbudte dør, der stod på klem. Dette var hendes chance. Hun måtte vide det. Hvad der var bag den. Denne gang kunne moster Lilit ikke forhindre hende i det.

Mia gik hen til døren. Stillede sig foran den smalle stribe mørke. Et øjeblik forestillede hun sig, at en iskold hånd ville lægge sig på hendes skulder. Bore sig ned i kødet som kløer. At moster Lilit alligevel ville stoppe hende. At hun stod lige bag hende. Død, men stadig levende.

Mia tvang tanken væk og åbnede døren. Lugten tog til. Den rev i næsen og fik øjnene til at løbe i vand. Hvad var det, der lugtede sådan? Og – Mia kneb øjnene sammen - hvad pokker var dét?

I det samme var der en lyd inde fra stuen.

Mia drejede hovedet i et ryk. Moster Lilits ben. Hun kunne stadig se dem, men … Lå de på samme måde som før?

Ja. Ja, selvfølgelig gjorde de det. Men der havde været en lyd. Hvor var den kommet fra?

Mia trådte ind i stuen. Nærmede sig langsomt moster Lilit.

Mere og mere af benene kom til syne.

Kroppen.

Ansigtet.

Mia gispede. Hun havde aldrig set et dødt menneske før. Men hun havde hørt, at man så ud, som om man sov. Fredfyldt.

Det gjorde Lilit ikke. Langtfra.

Hendes ansigt var helt forvredet. Som en maske, der ikke passede. Som om hun havde nægtet at dø. Som om hun af al magt prøvede at vågne. Men det var ikke kun derfor, Mia gispede.

Det var fire år siden, Mia sidst havde set moster Lilit. Dengang havde hun ikke lignet en, der var over 100 år. Slet ikke. Men det gjorde hun nu. Lignede en, der havde været død længe.

Ved siden af moster Lilit lå telefonen. En gammeldags en med ledning. Den var væltet ned fra bordet. Lilits fingre var krumme som benene på en død edderkop. Som om hun stadig knugede røret. Men det var faldet ud af hendes hånd. Var det den lyd, Mia havde hørt?

På bordet lå en opslået adressebog. Mia kunne ikke læse den skrå skrift, men hun genkendte telefonnummeret på siden.

Hun ville ringe til mor, tænkte hun. Det var derfor, der var optaget. Hun prøvede at ringe efter hjælp.

Men det havde været for sent.

Mia kunne høre mors stemme ude fra køkkenet. Hun talte højt. Sagde det samme igen og igen. Forbindelsen var dårlig herude i skoven.

Mia trak sig væk fra den døde dame. Så stivnede hun.

Begge moster Lilits øjne var lukkede. Men et kort sekund … Det havde set ud, som om et af dem bevægede sig. Et hurtigt ryk under øjenlåget.

Jeg tror, hun er død, havde mor sagt.

Tror.

”Moster Lilit?” hviskede Mia.