lysets hjerte

Værelset for enden af gangen på tredje sal.

Den dør må ikke åbnes.

Hvorfor?

”Fordi,” mumlede Jack. Han kunne ikke længere høre sin mor kalde. ”Fordi hvad?”

Hvorfor dette mystiske forbud, der netop vakte ens interesse? Jack kom til at tænke på et eventyr, far engang havde læst højt for ham. Selv om det nu mere var en gyserhistorie forklædt som et eventyr. Om den nygifte Blåskæg eller Blåtand eller noget i den stil. Hans hustru måtte opholde sig overalt i huset, sagde han, bortset fra et bestemt rum. Der måtte hun aldrig gå ind. Men til sidst kunne hun naturligvis ikke styre sin nysgerrighed, og tanken om det, kvinden havde set i det forbudte rum, havde givet Jack mareridt den nat: Ligene af Blåskægs tidligere koner. Da Blåskæg opdagede, at hans hustru havde været derinde, ville han myrde hende, ligesom han havde myrdet de andre. Jack kunne ikke huske, om kvinden havde klaret det, men nu …

Nu var det ham, der stod foran den forbudte dør. Den lignede alle de andre, og han troede nu heller ikke, at han ville finde ligene af tidligere feriegæster derinde. Alligevel rystede hans hånd en smule, da han løftede den og tog fat om dørhåndtaget.

Den er låst, tænkte han. Hvis vi virkelig ikke må gå derind, så er den låst.

Men det var den ikke, døren gled lydløst op, og det første, Jack følte, var skuffelse.

Rummet var tomt. Som i helt tomt. Ingen møbler og heller ingenting på væggene, der var dækket af rød, fløjlsagtig tapet. Der var kun et enkelt vindue, men der var intet usædvanligt ved udsigten. Man kunne se haven, brønden, pavillonen og skoven under de regntunge skyer.

Et ganske almindeligt tomt rum.

Hvorfor i alverden måtte de ikke gå derind?

(Fordi)

Jack gik hen til vinduet og kiggede ud. Regnen tappede stille på ruden, og det forekom ham at være den mest ensomme lyd i verden. I det samme fik han et glimt af en gul regnfrakke inde i skoven. Emilie. Det så ud, som om hun havde et eller andet i hånden, men på denne afstand kunne Jack ikke se, hvad det var. Så forsvandt hun mellem træerne. Gad vide, hvor hun var på vej hen? Jack overvejede at åbne vinduet og kalde på hende, det føltes pludselig vigtigt, men så fik han øje på noget, han ikke havde lagt mærke til før.

Rummet var alligevel ikke helt tomt. Der var en dør mere. Også den var beklædt med rødt tapet, hvilket fik den til at glide i et med væggen, men det undrede ham alligevel, at han ikke havde set det gyldne dørhåndtag før nu. Døren var placeret lige ved siden af vinduet og ledte tilsyneladende direkte ud til et fald fra tredje sal. Men i dette hus var intet, som man skulle tro.

Der var engang, tænkte Jack. Og for enden af den gang var der en dør. Og bag den dør var der en anden dør.

Den forbudte dør.

Prøvende tog han i håndtaget, og også den dør åbnede sig uden en lyd. Skarpt lys skar Jack i øjnene, og et øjeblik kunne han intet se. Så voksede farverne frem af den blændende hvidhed, og da han så, hvad der var på den anden side …

Et voldsomt sug gik igennem både tanke og sjæl, og et øjeblik glemte han helt at trække vejret.