Julemandens død

Fra 1. kapitel - 1. december

   
Han satte kursen mod Gaveværkstedet og smilede ved lyden af søm, der blev slået i, huller, der blev boret og sakse, der klippede. Åbnede døren til den store sal og så veltilfreds på de mange nisser, der stod bøjet ind over arbejdsbordene og knoklede løs med årets gaver. Deres små hænder gik som trommestikker, og legetøjet hobede sig op og …
  
Smilet på hans læber stivnede. Alt i ham stivnede.
  
”Hvad i alverden …?” hviskede han og trådte over til bunken af legetøj, der ventede på at blive pakket ind. ”Hvad er det her for noget?”
  
Larmen forstummede brat, hundredvis af ansigter vendtes imod ham. En eller anden tabte en knap, og det var den eneste lyd.
  
”Julemand?” sagde en spinkel stemme. ”Er … er der er problem?”
    
”Et problem?” gentog han. Han rakte en arm frem og tog med rystende hånd fat i en dukkepige med lyst, krøllet hår. Men i stedet for øjne havde hun krabbekløer, der klippede sløvt i luften, og begge hendes arme var syet fast på hendes pande som deforme horn. Det var ikke en dukke, det … det var en vanskabning. Et monster.
   
Og dér og dér … En fodbold dyppet i lim og glasskår. En smadret legetøjsbil med blod på den knuste forrude. Et puslespil med motiv af en kvinde, der er ved at blive myrdet. En sparegris i form af et afskåret hoved. Og dér og dér …
  
Det var den ene hæslighed efter den anden, så gruopvækkende og modbydelig, at han næsten ikke kunne få vejret.
  
”Julemand?”
  
Nisserne samlede sig om ham. Han kunne høre blodet suse i øregangene. Hjertet, der pressede mod ribbenene.
  
”Julemand, hvad er der galt?” En nisse med et tyndt, spidst skæg, der gik ham til bæltespændet, trådte tættere på. Lidt for tæt, syntes han. Nissen kiggede op på ham med frostblå øjne.
  
Nej, de er ikke blå, tænkte han. Men det var de. I samme øjeblik han tænkte det, var de blå.
  
”Hvad er det her for noget?” sagde han igen og tog et skridt baglæns. Nisserne trådte tættere på. Hvorfor gik de så tæt på?
  
”Hvilket, Julemand? Hvad taler du om?”
  
”Gaverne!” råbte han, og de veg tilbage ved udbruddet, skævede til hinanden. ”Hvorfor har I lavet dem? Alle disse …” rædsler, skulle han til at sige, men i det samme vendte hans blik tilbage til bunken, og han tav. Blinkede. Blinkede igen. Kiggede på dukken i sin hånd.
  
Ingen krabbekløer. Ingen arme i panden.
  
Intet monster.
  
Bare en ganske almindelig dukke.
  
Ligesom alt det andet. Ganske almindeligt legetøj.
  
”Det er jo første december,” sagde en nisse, hvis viltre hår strittede ud under huen. ”Har du … har du glemt det?”
 
”Ja … nej … Jeg tror, at …” Ordene blev til en mumlen, han ikke selv kunne forstå.
  
”Har du det godt, Julemand?” spurgte nissen med det spidse skæg.
 
Han kendte ham, han kendte dem alle, men lige nu kunne han simpelthen ikke komme i tanke om, hvad han hed. Han kunne ikke komme i tanke om, hvadnogen af dem hed, og det skræmte ham. Det skræmte ham langt mere, end synet af det groteske legetøj havde gjort.
  
”Ja, jo, jeg har det fint.” Han lo. Ikke den kraftige, tordenagtige buldren, der kunne høres i hele Værkstedet, og som fik stjernerne på himlen til at skinne en anelse kraftigere, men en spag kvækken, der mere lød som en syg mands hosten. ”Jeg har vist bare brug for at hvile mig lidt.”
  
”Gør du det, Julemand. Der er jo stadig 23 dage tilbage til Den Store Dag, og vi er allerede i god tid,” smilede nissen. Men smilet nåede ikke hans blå …
 
(grønne, åh gud, de er grønne!)
  
… øjne.
  
”Glimrende. Det er glimrende. Fortsæt det gode arbejde. Jeg er på mit kontor, hvis der er brug for mig.”
  
”Udmærket, Julemand. Glædelig jul!”
  
”Glædelig jul,” hilste han tilbage, men ordene føltes underligt døde i hans mund.
  
”Glædelig jul!” sagde en anden nisse.
  
”Glædelig jul til dig også,” svarede han.
  
”Glædelig jul!” sagde en tredje. Og så en fjerde og en femte og en sjette, og de blev ved. Ved og ved og ved - Glædelig jul! Glædelig jul! Glædelig jul! – og det var, som om ordene forvandlede sig til nåle, hvidglødende nåle, der stak og huggede og borede sig ind i hans hjerne, glædelig jul, glædelig jul, glædelig jul, dybere og dybere, det brændte i hans tanker, og han kunne ikke klare det længere, ét eneste glædelig jul mere, og hans hoved ville eksplodere, og da endnu en af dem åbnede munden, langede han en hånd frem og greb nissen om halsen, og med en dyrisk knurren strammede han grebet, klemte til af al sin styrke, kvalte stemmen, kvalte ordene, og nissen rallede og sprællede, så huen faldt af hans hoved, og træskoene slog mod hinanden, og de grønne øjne begyndte at bule ud, og det fik ham bare til at klemme endnu hårdere og …
  
Han glippede med øjnene, og synet opløstes. Stirrede på nisserne, der nu stod tavse foran ham. På sine hænder, der rystede. Rystede.
  
Endnu et synsbedrag. Men det havde været så virkeligt. Ligesom med gaverne havde det været så … Du godeste …
  
”Glæde…lig …” mumlede han og skyndte sig ud af salen.
  
Hvad pokker var der galt med ham? Han svedte voldsomt og følte sig svimmel. Men det var vel heller ikke så sært, når man tænkte på, hvad der lige var sket. Hvad han troede, der lige var sket. Hvordan han med de bare næver havde … Tanken fik kuldegysningerne til at skylle ned over kroppen, og han tvang den væk, skyndte sig tilbage til kontoret, løb næsten.
  
Han smækkede døren bag sig, lænede sig forpustet op af den. Syg. Han måtte være syg, det var den eneste forklaring, og så opdagede han to ting på samme tid.
  
Den ene var, at ilden i pejsen var gået ud.
  
Den anden var, at vinduet stod åbent.
  
Han gik hen til vinduet på ben, der var tunge og vaklende. Oppe på den sorte himmel - over Værkstedet, de små hytter og den tætte skov - dansede nordlyset. Det hang i luften som et svævende slør, fyldte aftenmørket med regnbuelys.
  
Han skulle til at lukke vinduet, da han hørte en lyd bag sig.
  
Han vendte sig om, og selv om svimmelheden fik verden til at dreje et halvt sekund senere, fik han alligevel øje på den med det samme.
 
Bamsen.
  
Den stod henne ved reolen. En mekanisk bamse, der kunne gå, og selv i den dunkle belysning, kunne han se, at den var et fantastisk stykke håndværk.
  
Tøjdyret var en halv meter højt og svøbt i tyk, lysebrun pels. Dens mørke øjne var udtryksfulde, munden syet i et bredt smil. Der var intet skræmmende over den. Overhovedet ikke. Alligevel havde han det, som om han stirrede på et uhyre værre end dem, han havde set i Gaveværkstedet.
  
Hans blik faldt på æsken med brunkager, og med ét var den tilbage. Den beske eftersmag, og den var voldsommere end før, føltes som kløer mod hans gane, og han knækkede sammen og hostede og stirrede på blodet, der dryppede fra hans mund. Det plettede gulvet og hans hvide skæg.
  
”Jamen, du godeste gud,” lød en stemme bag ham, og han rejste sig besværet. Alting slingrede for hans blik, da han vendte sig om. Alt, undtagen den sorte skikkelse, der stod som en massiv skygge foran ham. Han kunne ikke se ansigtet, der var skjult af hætten, men det var heller ikke nødvendigt.
 
”Dig,” hviskede han.
  
"Mig," hviskede skikkelsen tilbage.