Jekyll & Hyde genfortalt

PROLOG

London, 5. januar 1886

Månen er et snitsår på himlen. Frosten glitrer i brostenene og dæmper den tunge stank fra Themsen. Der er ikke en krusning på den sorte flod, vandet er en ubrudt hinde, der spejler den tiltagende måne. Som om noget nede i dybet har åbnet sit ene øje på klem.

Gaderne ligger øde hen. Den eneste lyd er gaslampernes stille hvæsen og den fjerne larm fra værtshusene, der danner en murrende baggrundsstøj og vidner om, at byen, dette evigt knurrende dyr, aldrig sover helt.

Så en lyd mere. Sko, der klaprer mod brostenene.

Dernæst, en bevægelse i det stivnede sceneri: En lille pige dukker op i lyset fra en af gadelamperne, hvor hun bliver stående et sekund eller to. Så forsvinder hun kortvarigt i skyggerne, hvorefter hun viser sig i den næste smørfarvede plet. Således fortsætter hun gennem byen og lyset og mørket, fuldkommen uvidende om det mareridt, hun styrer direkte imod, og som vil komme til at hjemsøge hende resten af hendes dage.

*

Det er mor, der har sendt hende afsted.

Midt om natten blev Molly rusket ud af søvnen med ordre på at hente doktor Guest. Hendes lillebror Benjamin er syg, og det er blevet værre i løbet af natten. Han hoster, så han er ved at kvæles, og brænder af en feber, der ligger som et slør over hans øjne. Far er ikke hjemme, men sidder stadig og tømmer krus nede på pubben, så det er Molly, der må ud ad døren.

Doktoren bor fem gader væk. Mor beskrev vejen, indtil hun var sikker på, at Molly kunne huske den. Hun skal også huske at sige, at det er Søde Sally, der har sendt hende.

”Så kommer han forhåbentlig,” havde mor mumlet og lagt en våd klud på Bens glohede pande, hvorefter hun rettede en finger mod døren. ”Skynd dig, tøs!”

Søde Sally.

Molly har aldrig hørt mor kalde sig for Søde Sally før, heller ikke far, slet ikke far. Måske er det et navn, doktoren har fundet på. Molly har aldrig fundet ud af, hvad mor egentlig fejler, men hun må jo fejle et eller andet, siden doktor Guest så ofte kommer og undersøger hende. Også selv om mor slet ikke virker syg, men altid tager imod den ældre mand med et varmt smil. Det mest underlige er, at det nogle gange er doktoren, der lyder syg, tænker Molly, når hun smuglytter ved soveværelsesdøren. Og at det er ham, der giver mor penge, når han går igen.

Hun løber videre gennem mørket, der brydes af gaslamperne, hvis matte skær gør mørket imellem dem endnu tættere. Der er langt fra den ene lygtepæl til den næste. Nogle gange tæller Molly over tres skridt, før hun når den lille ø af sikkerhed, hvor hun standser op og suger den kolde natteluft dybt ned i lungerne, inden hun sætter kursen mod den næste gadelampe.

Over hende er månen en tynd negl mellem stjernerne, og det er Molly glad for. Hun har hørt uhyggelige historier om mænd, der forvandler sig til ulve ved fuldmåne. Engang spurgte hun sin mor, om det passede. Hendes mor havde slået en latter op og sagt, at det bare var en skrøne. ”Mænd er ulve hele tiden, min pige.”

Doktor Guest bor på den næste gade. Nummer 47, stuelejligheden. Mor har sagt, at hun skal banke på døren i porten, der tegner sig som en gabende mund i murværket. Herinde er mørket komplet, og Molly må famle sig frem til trappestenene, der leder op til døren. Hun banker på. Lyden er ubehagelig høj i stilheden, og hun kommer til at tænke på historien om lille Rødhætte.

Mænd er ulve hele tiden, min pige.

Nej, ikke doktoren. Han er rar. Hans arbejde er at hjælpe folk, og han kalder mor Søde Sally og betaler hende penge for at få lov til at undersøge hende. Doktorer er gode mennesker.

Der lyder skridt, og døren åbnes på klem. Den ældre mand blinker forbavset ved synet af pigen på dørtrinnet.

”Søde Sally har sendt mig. Hun er min mor,” siger Molly og prøver at fremtvinge det smil, der altid får mors veninder til at knibe hende i kinden og sige, at hun kommer til at tjene gode penge på de smilehuller. ”Det er min lillebror. Han er syg og hoster hele tiden. Min mo… Jeg mener, Søde Sally håber, at doktoren vil komme og kigge på ham.”

”Din lillebror?” Doktoren gør en synkebevægelse. Det er sært, men af en eller anden grund er der noget ved ham, der minder Molly om Ben. Hvilket slet ikke giver mening, for hendes bror er ikke mere end fem år gammel, og manden foran hende er rynket, skægget og grå.

Molly nikker. ”Han hedder Benjamin, men vi kalder ham Ben, og han …”

”Løb hjem og sig til din mor, at jeg er på vej,” afbryder doktoren og kaster et flakkende blik ud i mørket, som om han er bange for, at nogen lytter med.

Molly skal til at sige, at hun hellere vil vente på ham, hun har ikke lyst til at løbe alene igennem byen ige…

”Smut så, inden nogen ser dig!” Døren lukkes.

Hun vender sig mod mørket. Frosten river i næsen og halsen, og hendes ånde tegner sig som små, blafrende genfærd. Hun tør ikke blive stående, er bange for, at doktoren vil blive vred, hvis han åbner døren og ser, at hun stadig er her.

Afsted igen. Denne gang standser hun ikke i de tågede lyskegler, men fortsætter videre. Hun har fuldført sin opgave, og nu vil hun hjem så hurtigt som muligt. Hendes skygge skiftevis halser efter og overhaler hende, når hun passerer gadelamperne.

Hun er nået næsten halvvejs, da hun møder ham.

Hendes mor har fortalt hende om mænd, der kan finde på at ligge på lur i mørket, men han kommer ikke springende frem fra en af de kulsorte gyder eller står skjult bag et træ i vejsiden.

Egentlig er det bare et simpelt uheld.

Molly runder et gadehjørne, netop som han kommer gående den anden vej, og de støder sammen. Hun væltes omkuld, banker albuerne ned i de hårde brosten, og smerten hviner gennem hende. Der lyder et vredt, hvæsende udbrud, og da Molly kigger op, er hendes første tanke, at det ikke er en mand, hun er løbet ind i, men et dyr. Hun ved ikke, hvorfor hun tænker sådan, for der er intet usædvanligt ved ham. Bortset fra at han er lille, næppe mere end et hoved højere end Molly.

Manden rækker en hånd frem, og et kort øjeblik tror hun, at han har tænkt sig at hjælpe hende på benene. Alligevel er hendes første indskydelse at vige tilbage. Noget siger hende – nej, skriger til hende – at hun er nødt til at komme væk, inden det er for sent.

Men det er for sent.

Manden griber fat i hendes arm og begynder at trække hende op. Selv gennem frakken kan hun mærke hans stærke fingre, neglene, der borer sig ind i kødet på hende. Som om han forsøger at flå en luns af. Så kaster han hende brutalt til jorden igen. Molly når at tage fra med hænderne, og håndfladerne kradses op af småsten. Smerten overdøves af skrækken, men hun får ikke tid til at skrige. Et hårdt spark i maven banker luften ud af hendes lunger og vender hende om på ryggen. Rædselsslagen stirrer hun op på manden, som nedefra ser kolossal ud. Han fylder hele verden, og hans ansigt er fortrukket i en sær blanding af raseri og nydelse. Knurrende løfter han sin læderstøvle, den sorte hæl skinner i lyset fra gadelampen, og i de mareridt, der vil plage Molly resten af hendes liv, kommer støvlen susende mod hendes ansigt, knuser næse, kæbe og tænder, igen og igen løfter den sig, og gaden farves rød af hendes blod og hjernemasse, og når hun til sidst vågner med et skrig, vil hun forsøge at trøste sig med, at Gud findes. Det må han gøre, for Molly ved, at det ikke var en mand, hun mødte den nat, Benjamin nær hostede sig ihjel.

Det var Djævelen.

Han findes.

Og han ligner en mand.