grimm II

SNEHVIDE

Det var et smukt syn. Snefnuggene, der dalede som dun fra himlen og dækkede jorden med en ubrudt hinde. Som en ny verden, der lagde sig oven på den gamle, og dronningen, som sad i det åbne vindue og syede, blev for en sjælden gangs skyld blød om hjertet. Hun frøs ikke. Kulden bekom hende, og hun trak vejret dybt, mens hun tænkte på sin egen barndom. På at danse i sneflokkene og lave engle i den hvide dyne. Det var længe siden, hun havde været barn. Det var længe siden at …

En skarp smerte afbrød hendes tanker, og hun kiggede ned. Hun var kommet til at stikke sig selv i fingeren med nålen. En bloddråbe formede sig for enden af neglen og dryppede ned på sneen. Så en til. Og en til. Dronningen så fascineret på pletterne. Også dét var smukt – det røde i alt det hvide. Hun trevlede sit broderi op og fjernede stoffet. Holdt den tomme ramme af ibenholt op, så dråberne trådte frem som et motiv. Og i det øjeblik gik det op for hende, hvad hun brændende ønskede sig, selv om hun besynderligt nok aldrig havde skænket det en tanke før nu.

”En datter,” hviskede hun. ”Jeg ønsker mig en datter, og hun skal være hvid som sne, rød som blod og sort som ibenholt.”

Dronningen, der var vant til at få, hvad hun ville have, gik til kongen, og han gjorde, som hun sagde. Det havde han altid gjort, for den hensygnende majestæt kunne ikke gøre andet end adlyde sin hustru, der ikke havde været prinsesse, før hun blev dronning, men noget helt, helt andet.

Heksetøs! havde de andre børn råbt efter hende, dengang hun som barn havde danset i sneen. Kort efter var de alle gået igennem isen på søen. Hun havde siddet inde på bredden og hørt dem skrige.

 Senere var hun blevet dronning. Hun havde forblændet kongen med sin skønhed i sådan en grad, at han ikke kunne holde ud at se på andre end hende. Derfor holdt han sig udelukkende i sit kammer, ødelagt af længsel og sortekunst.

Men selv om kongen var forvandlet til en ynkelig skygge af sig selv, så havde han ikke mistet al sin kraft, og snart begyndte dronningens mave at vokse. Til at begynde med brød hun sig ikke meget om det, denne fysiske ændring af sit udseende, og dagligt stillede hun sig foran spejlet, som hun med en simpel besværgelse havde givet stemme og indsigt.

”Lille spejl på væggen der,” sagde hun, ”hvem er smukkest i landet her?”

Og til hendes lettelse svarede spejlet, som det altid havde gjort: ”Tiden går, men ingen i landet er smukkere end dronningen, der foran mig står.”

Hver dag samme spørgsmål, hver dag samme svar, og en nat fik dronningen sin normale skikkelse igen: Hun fødte en pige med hvid hud, røde læber og sort hår.

”Lille Snehvide,” sagde dronningen. Hun tog barnet i sin favn og mærkede for første gang noget, der mindede om kærlighed. Spædbarnet åbnede sine øjne, og et øjeblik følte dronningen en dyb uro indeni. For dér var en farve mere, en farve, dronningen ikke havde bestemt, og som måtte stamme fra kongen: Pigens øjne var tindrende blå, og dronningen kunne ikke slappe af, før hun atter stod foran spejlet og hørte det velkendte svar på sit spørgsmål.

Dronningen sukkede og vendte sig mod barnet, der lå i krybben og skreg.

”Så, så,” sagde hun og lagde pigen til sit bryst. Hendes datter. Hendes helt egen datter. Hvor hun dog elskede hende. ”Mor er hos dig.”