Frankenstein genfortalt

Hunden så fredfyldt ud, som den lå der. Det var ikke til at se, at de sidste minutter af dens liv havde været ren pinsel.

Jeg fandt de livgivende instrumenter frem, koblede dem til dyret og satte processen i gang. Med hamrende hjerte og svedige håndflader trådte jeg tilbage, mens jeg stirrede på hunden.

Et minut gik.

To.

Ingenting.

Ingenting.

Jeg forstod det ikke. Kunne jeg have forbundet instrumenterne forkert? Var der en løs forbindelse et sted? Duede mine beregninger ikke, når det gjaldt et helt legeme, der skulle vækkes?

Skuffet og frustreret skulle jeg til at koble instrumenterne fra. Så – i nøjagtig samme øjeblik som morgenens første solstråler skyllede ind i kammeret – åbnede hunden øjnene.

Den løftede hovedet en anelse og prøvede at rejse sig. Det kunne den ikke. Jeg havde hentet den tilbage fra de døde, men processen havde ikke haft nogen helende virkning, og hundens krop var stadig ødelagt efter mødet med vognhjulet. Rygsøjlen var knust, mindst to af benene var brækkede, og de indre blødninger fik atter blodet til at løbe ud af dens øre. Så begyndte hunden at skrige. Skrige, som jeg aldrig har hørt noget væsen skrige før. Udtrykket i dens blik var en frygtelig blanding af rædsel, smerte og vanvid, og da jeg instinktivt forsøgte at berolige den, snappede den ud efter mig. Den forsøgte at kæmpe sig på benene. Nu piblede blodet også fra dens snude, og rød fråde skummede om munden.

Jeg stirrede på døren til kammeret, frygtede, at mine medstuderende om lidt ville komme løbende ind, hidkaldt af kræets skrækkelige hylen.

Jeg vendte mig atter mod hunden, der vred sig på bordet i usigelig lidelse. Igen var dens tænder lige ved at få fat i mig, da jeg greb den om nakken og med skalpellen skar dens strube over. Et øjeblik var jeg bange for, at jeg ikke ville kunne slå den ihjel. At det liv, jeg havde skænket den, ikke bare kunne slukkes igen.

Men det kunne det. Hunden sank sammen på bordet i en blodig bunke, død for anden gang.

Sveden haglede af mig, og mit hjerte slog som en næve i mit bryst. Jeg må have lignet en galning, som jeg stod der. Sølet til i blod med en skalpel i min rystende hånd – og et smil på læberne.

Det var lykkedes. Jeg havde gjort det. Jeg havde besejret selve døden, og jeg mærkede en svimlende fornemmelse indeni.

Jeg betragtede den elendige skabning, der igen havde fundet fred, mens jeg spekulerede på, hvad mit næste skridt skulle være. Ja, jeg kunne vække de døde, men til hvad nytte? Hvis de – ligesom hunden – var død af kvæstelser, eller hvis de – ligesom min mor – var død af sygdom, hvad var det så for et liv, jeg bragte dem tilbage til? Et smertehelvede, man kun ønskede at blive udfriet fra. Døden havde altid en årsag, og den årsag stod det trods alt ikke i min magt at ændre. Jeg kunne tænde livets gnist, men det involverede hverken en helende eller foryngende effekt.

Hvad skulle jeg da bruge min nyerhvervede viden til?

Svaret kom til mig, idet mit blik faldt på skabet med mine remedier og mit værktøj. For der – genspejlet i skabslågens mørke glas – så jeg mig selv. Et raskt og sundt menneske med mange år foran sig, og selv om det var længe siden, jeg havde bedt min aftenbøn, så kom jeg til at tænke på ordene fra skabelsesberetningen. Hviskede dem langsomt for mig selv, mens tanken tog form: ”Og Gud skabte mennesket i sit billede. I Guds billede skabte han det.”

Et menneske. Jeg ville skabe et menneske. Bygge det fra grunden. Det ville være det ultimative eksperiment, og når væsenet åbnede sine øjne – når det for første gang så livets lys – ville det hylde mig som sin skaber. Elizabeth havde ofte snakket om, hvor mange børn hun ønskede sig, men når jeg vendte hjem, ville jeg allerede være far, og mit smil voksede til latter, idet jeg strøg den døde hund over pelsen.

Snart ville mit navn være på alles læber.