Evig hævn

Andreas var bange. Nej, ikke bare bange. Han var meget bange.
   
Huset var så fuld af lyde. Det var næsten, som om det var levende. Taget knagede. Vinden peb i sprækkerne. Det puslede i væggene. Rotter. Det måtte være rotter.
   
Han lå i sin sovepose. Han havde trukket kasketten ned over sine øjne. Han prøvede at falde i søvn. Det var hans plan. At falde i søvn så hurtigt som muligt. Hvis han kunne det, så ville han måske vinde. Men han kunne ikke. Der var for mange lyde. Taget. Vinden. Rotterne. Og så historien om de tre børn. Dem, der var døde i huset. De var døde af skræk, og nu gik de igen. Kom man forbi huset om natten, kunne man høre dem græde.
    
”Fald nu i søvn,” sagde han til sig selv. ”Fald nu i søvn. Fald nu i søvn.”
    
Men han blev bare mere og mere vågen. Mere og mere bange.
   
Vinden blæste ind gennem det knuste vindue. Den fik gardinerne til at blafre. De lignede genfærd. Andreas ville ikke kigge på dem. Men han kunne ikke lade være. Udenfor var månen stået op. Den fik spindelvævene i krogene til at skinne.
   
”Fald nu i søvn. Fald nu i søvn.” Men det var umuligt. Huset larmede for meget. Vinden lød som en stemme. En hviskende stemme.
   
De døde, sagde den igen og igen. Lige her i huset. Man siger, de døde af skræk. Hvis man lytter efter, kan man høre dem græde.
   
Andreas lyttede ikke efter. Men vinden blev ved med at hviske.
   
Hvor lang tid havde konkurrencen været i gang? Tre timer? Ti minutter? Det føltes som begge dele. Andreas fortrød, at han nogen sinde havde sagt ja til det her. Men han ville ikke give op før Kasper. Aldrig. Så ville han hellere …
  
Noget puslede i det ene hjørne.
  
Andreas gispede. Han tog lommelygten og trykkede på knappen. Der kom ikke noget lys.
  
”Nej!” sagde han og rystede den. ”Kom nu! Kom nu!”
   
Men intet skete. Lygten var helt død.
   
En skygge i hjørnet bevægede sig. Den pilede hen over gulvet. Den løb ind i månelyset og stoppede op. Rotten så kort på ham. Dens øjne lyste. Så forsvandt den.
   
”Hvorfor virker du ikke?” råbte Andreas lavt. Han ruskede lommelygten og bankede på den. Han forstod det ikke. Han havde jo lige skiftet batterier! ”Så virk dog! Virk!”
  
Han var nødt til at få lys i lygten. Det var det eneste, det gjaldt sig om. Han var ved at gå i panik. Og kun lyset fra lommelygten kunne stoppe det.
  
Tårer begyndte at løbe ned over hans kinder. ”Så virk dog!” græd han. ”Kom nu!”
  
Men lygten virkede ikke. Den virkede ikke, og han kunne ikke klare mere. Andreas smed lygten fra sig. Han løb mod døren. Han ville hjem, ud, væk!
  
Så gik han brat i stå.
  
Der lød skridt i mørket. De kom ude fra gangen. De standsede foran døren.