En rejse gennem natten 2

Han sad oppe på sit værelse og betragtede den udstoppede ravn. Den stod på skrivebordet, indrammet af natten i vinduet bag den, kiggede tilbage på ham med sine glasøjne.
   
Han vidste ikke, hvorfor han havde taget den ned fra loftet. Men der var et eller andet over den. Noget fascinerende.
  
Han havde ikke fortalt mor, hvad han havde fundet oppe i mørket, og han havde heller ikke i sinde at gøre det. Hun havde sikkert glemt alt om kisten på loftet, og hvis han fortalte hende om fuglen, ville hun ikke tøve med at tage den fra ham. Alt, hvad der havde med morfar at gøre, var forbudt.
  
Han strøg ravnen over fjerene. Den var som sort silke. Som at ae natten.
  
På bordet ved siden af fuglen lå 10. a's klassebillede. Rundt om Susies smilende ansigt havde han tegnet et hjerte med rød tus. Vagn havde blinket, idet fotografen trykkede på udløseren, han lignede et førsteklasses fjols. Bag ham stod Kim og lavede kaninører på ham.
  
Han bed kæberne hårdt sammen.
  
”Hvad fanden bilder han sig ind?” snerrede han. ”Fatter han ikke, at han skal holde sig væk fra hende?”
  
Ravnens døde øjne stirrede ind i hans.
  
Han var gået lidt før de andre i dag med den undskyldning, at han skulle til læge. Den forklaring købte lærerne altid, og Vagn var ret overbevist om, at det igen havde noget med morfar at gøre.
  
Ikke langt fra, hvor Susie boede, havde han stillet sig bag et stort træ. Herfra kunne han holde øje med gaden og se, når Susie kom gående. Så ville han møde hende, sådan helt tilfældigt. Han ville takke hende for hjælpen i går, og de ville falde i snak, og der ville ikke være nogen klassekammerater til at afbryde dem eller pege fingre bag Vagns ryg.
  
Hans mave rumlede af nervøsitet, og håndfladerne var fugtige, da Susie et kvarter senere kom til syne længere nede ad gaden. Hun var ikke alene.
  
Hjertet sank i brystet, hænderne knyttede sig. Fandens også! Selvfølgelig skulle en af hendes veninder spolere det hele! Så satans typisk!
  
Men som de kom tættere på, opdagede Vagn, at det var langt værre end først antaget. For det var ikke en veninde, Susie fulgtes med. Det var Kim. Og de holdt hinanden i hånden.
  
Neglene borede sig ned i de frostkolde håndflader, og i en fjern del af hjernen registrerede Vagn, at der gik hul. Han tog sig ikke af det. En flammende rød vrede skyllede ned over hans blik, druknede hele hans udsyn.
  
Han havde ingen idé om, hvordan han kom hjem. Men han syntes, at han på et tidspunkt hørte en fugl skrige.
  
”Hvad fanden bilder han sig ind?” hvislede han igen og slog med sin ene hånd på klassefotoet. Den anden hånd strøg ravnens sorte fjer, hurtigere og hurtigere. ”Du skal holde dig væk fra hende, Kim! Hører du? Du skal holde dig væk!”
  
Han trak vejret i stød som en arrig tyr, hans tænder gnavede mod hinanden, og igen blev verden rød.
  
I hans tanker et billede. Susie og Kim, der kommer gående. De holder i hånd. Standser foran ham, som er de skuespillere på et teater og han den eneste tilskuer. Hele forestillingen er til ære for ham, og på scenen vikler skuespillerne deres arme rundt om hinanden, læner sig tættere og kys...
  
”Nej!” Med en rasende knurren greb Vagn fat om fuglen og borede dens næb ned i klassebilledet, ned i Kims ansigt, indtil der kun var et flosset hul tilbage.
  
Men verden var stadig rød. Det blev den ved at være længe.

  
* * *

    
Det er en underlig drøm.
  
Han drømmer, at han flyver. Svæver gennem natten, bæres af sted på den sorte vind. Under ham ligger byen øde hen, der hviler en forventningsfuld stilhed over stedet. Eller også kommer den inde fra, forventningen. Han ved ikke, hvad der skal ske, men han ved, at der skal ske et eller andet. Det står skrevet i stjernerne, der blinker over ham.
  
Et sted i natten lyder en fugls hæse skrig.
 
Mærkeligt så tæt på det lyder. Som om fuglen er lige ved siden af ham. Eller som om skriget kommer fra ham selv.
  
Skriget flyder bort, og stilheden vender tilbage. Men kun et øjeblik. Så høres en tung dunk-dunk-dunken. Det er lyden af en bold, der slås ned i asfalten, og bag den lyd – skridt.
  
Han glider gennem luften og lander lydløst i toppen af et træ i vejsiden. Bliver til skyggernes skygge.
  
Længere fremme kommer en dreng til syne. Han har en sportstaske på ryggen og en cigaret i den ene hånd. Den anden hånd dribler med en basketbold. Dunk-dunk-dunk … Næsten som et hjerte, der banker.
  
Drengen kommer nærmere.
  
Oppe i træet krummer en skygge sig sammen som en kat, der gør sig klar til at springe. En pludselig brise får bladene til at hvisle, og drengen stopper op et kort øjeblik, holder bolden i ro, mens han kigger rundt. Lytter. Så ryster han på hovedet og går videre. Basketbolden begynder igen at hoppe op og ned.
  
Noget i trætoppen glimter i månelyset. Men drengen på jorden ser det ikke.
  
Det er en underlig drøm.