En rejse gennem natten 1

De havde trasket rundt i den store skov i snart en time, og den friske luft havde farvet deres kinder røde. I det første kvarter havde Mads og Ann rendt rundt mellem stammerne og leget tagfat, fægtet med afbrækkede grene og listet fra træ til træ for at se om de kunne få øje på en hjort eller andet vildt. Så var det begyndt at ebbe ud i morskaben, og de havde spurgt, om de ikke snart skulle gå tilbage. Robert indvilligede uden at protestere. Han havde heller ikke lyst til at fortsætte. Denne skov ... Der var et eller andet mærkeligt ved den. Ungerne kunne også mærke det.
  
De havde gået i ti minutter, da det gik op for ham, at de var faret vild. Stien måtte have delt sig, uden de havde opdaget det, og ført dem dybere ind blandt træerne. Han havde ikke den fjerneste idé om, hvilken vej de skulle gå for at komme tilbage.
  
Langsomt bevægede skumringen sig ind over verdenen, og luften blev grå. Skyggerne voksede sig længere, blev mere udflydende. Og de havde stadig ikke fundet tilbage.
  
Børnene gik på hver side af ham. Ann holdt ham i hånden. De havde ikke sagt noget i lang tid. Bare trasket stille af sted med blikket rettet mod jorden. Som var de bange for, hvad de ville få at se, hvis de kiggede op.
  
Han forstod, hvordan de havde det. For han havde det lige sådan. En krybende fornemmelse, der sneg sig hele vejen ind i hans tanker. Han forestillede sig ting. Underlige ting.
  
På et tidspunkt syntes han, han så tre skikkelser længere fremme, dybere inde i skoven. Det lignede børn. Han kunne høre dem tale sammen, men de var for langt væk til, han kunne høre, hvad de sagde. Han satte kursen mod dem, måske vidste de, hvor hytten lå.
  
Men da de var omkring tredive meter fra dem, forsvandt de tre børn pludselig, blev til grene og kviste, der var filtret ind i hinanden. De havde aldrig været der, deres stemmer havde blot været vindens hvisken.
  
Men Robert kunne alligevel ikke lade være med at kigge efter dem. De havde været så virkelige.
  
“Jeg kan ikke lide den her skov,” sagde Ann og klemte hans hånd hårdere. Trods den kølige luft var hendes håndflade fugtig. “Den er helt stille. Der er ingen fugle, der fløjter, og der er ingen dyr nogen steder. Det er næsten, som om den er død.”
  
Det gik op for Robert, at hun havde ret. Der var ingen lyde, intet liv. Det var dét, der var galt med området her. Burde de ikke have hørt en fugl trille på en gren højt over deres hoveder? Burde de ikke have hørt et dyr pusle i de tørre blade på jorden?
  
Stille, så stille.
  
Død, havde Ann sagt. Det er næsten, som om den er død.
  
Men det var ikke rigtigt. Tværtimod. På Robert virkede skoven levende, meget levende. Som én stor, pulserende organisme, der trak vejret i de dybe, tavse åndedrag. Som øjne omkring dem. I mørket. Der betragtede dem, holdt øje med dem. Som om noget listede efter dem blot for at forsvinde, når de vendte sig om.
   
Og så var der selve atmosfæren, skovens stemning ...
  
“Der er lys!” udbrød Mads, og det gav et lille sæt i Robert. Han fulgte drengens pegende finger og så et lysskær mellem træerne skråt foran dem.
  
Omsider!
  
Han satte farten i vejret, Ann måtte nærmest løbe for at følge med. De forlod stien og stilede direkte imod lyset, vadede igennem høje bunker af tørre blade, dukkede sig under grene, der syntes at lange ud efter dem. Hurtigere. Forbi træstammer og forkrøblede buske. Videre og hurtigere.
   
“Vent, far,” stønnede Ann. “J-jeg kan ikke følge med.”
  
Noget kildede ham i nakken, og Robert vendte sig om med et gisp, følte hjertet pumpe koldt blod rundt i sine årer. I et øjeblik havde han været ved at skrige.
   
Granens nåleklædte gren svajede roligt frem og tilbage. Det var dén, han havde mærket. Hvad fanden gik der af ham? Hvorfor teede han sig på denne måde? Hvad tænkte han på?
   
De kom ud på den sti, der førte direkte til lysningen og sommerhuset, og Robert følte en antydning af ro sprede sig i hjertet. Men han satte ikke farten ned, før de var nået ud af skovens tusmørke, der syntes at række ud efter ham. Over søen var skyerne farvet violette af den synkende sol.
   
Let skælvende fingre fandt nøglen frem. Han låste døren op, og de skyndte sig indenfor.
  
I sikkerhed, tænkte han og måtte så ryste på hovedet over sin egen tåbelige opførsel. Et smil fandt vejen frem til hans læber. I sikkerhed. Hold kæft, hvor er du åndssvag, Robert. Du var aldrig i fare.
  
“Hvor er her koldt!” sagde Mads og gned sine hænder, mens han åndede på dem.
  
Koldt? Her burde da ikke være koldt. Han havde jo lukket op for varmen, inden de gik.
  
Men der var koldt. Frysende. Som havde de slæbt efterårskulden med indenfor. Bare varmeanlægget ikke var i stykker.
   
“Man skal aldrig betale forud,” mumlede han og gik ned mod stuen. Ann og Mads fulgte lige efter ham. Han kunne mærke, at de var nervøse, selv om de sikkert ikke kunne fortælle ham hvorfor. Turen gennem skoven havde også skræmt dem, og Robert nød, at de søgte hans beskyttelse. Han var stadig deres far. Det kunne hverken Paul eller hans ex-kone lave om på. Uanset hvor meget de ønskede det.
  
Døren ud til verandaen stod åben, og blæsten, der strøg hen over den dybe søs rolige overflade, pustede visne blade og grannåle indenfor.
  
Men havde han ikke låst den dør, inden de forlod huset? Det mente han da ganske bestemt. Han havde stået ude på verandaen, nydt den fredfyldte udsigt, indsnuset den klare luft, var gået ind igen, havde lukket døren og låst den med den tunge nøgle, der sad i nøglehullet. Havde han ikke?
  
Men nøglen sad ikke længere i låsen. Den lå på gulvet, halvt skjult under et rødgult egeblad.
   
Han gik hen og samlede den op, skubbede døren i og låste den. Pressede dørhåndtaget ned bare for at være sikker. Vinden døde. Stilheden burde have været total.
   
Det var den ikke.
  
Lyden kom ude fra køkkenet, der var en del af stuerummet. Lyden af løbende vand.
  
Han gik derud.
  
En eller anden havde åbnet for den tilkalkede hane. En tyk vandstråle plaskede ned i vasken. Grumset vand. Grumset som mudder.