Drømmeslot

Med et gisp veg han tilbage, da noget glimtede i mørket under kommoden. Som et stort, rundt øje, der stirrede lige på ham, og han tabte nær lommelygten af forskrækkelse.

Hvad var det?

Det er i hvert fald ikke et øje. Slap nu af, Leo.

Han bukkede sig ned og stak en hånd ind under kommoden. Genstanden lå helt inde i hjørnet, halvt skjult bag det ene kommodeben, hvor han næsten ikke kunne nå den. Den føltes kølig og glat, da hans fingre lukkede sig om den, og han trak den ud i lyset fra lommelygten.

Det var en snekugle. Sådan en man ryster, så sneen hvirvler op.

Julepynt, der var faldet ned og ikke blevet pakket væk? Det var en lille måned, siden det havde været jul, og tanken gav mening. Bortset fra at Leo aldrig havde set denne snekugle før. Det ville han kunne huske.

Og så alligevel …

Der var et eller andet ved den, der gav genklang i det bageste af hans tanker, var der ikke? Som om han havde set den før, men havde glemt det igen. Som et fjernt minde eller noget fra en drøm.

Der var et slot inde i glaskuglens dyb, imponerende i sin detaljerigdom. Spidse tårne og spir, snoede trapper, buede balkoner og blafrende flag. Og alt sammen kridhvidt. Som om slottet var bygget af den sne, der dalede ned omkring det. Det stod på en bakke af glitrende is, omgivet af grantræer. En lang, bred trappe ledte op til slotsporten.

Gad vide, hvor længe snekuglen havde ligget inde under kommoden? Det måtte være flere år. Alligevel var glasset hverken beskidt eller støvet, men så ud som nypudset. Det var som at stå med en lille verden i hånden.

Han vendte kuglen om, så sneen dalede fra jorden mod himlen over slottet.

L.T. stod der indgraveret i bunden.

Det er mine forbogstaver, tænkte Leo forundret. Leo Tarskov. Kuglen var altså hans, selv om han ikke anede, hvor eller hvem den kom fra.

Han hængte lommelygten tilbage på krogen og stillede glaskuglen på skrivebordet, der stod ved siden af sengen. Krøb ned under dynen og slukkede sengelampen uden at tage blikket fra det hvide slot. En smal stribe månelys skinnede ind gennem en sprække i gardinet og gav det et sølvagtigt skær. Leo rystede kuglen en enkelt gang og betragtede de hvirvlende snefnug. Med et føltes det, som om sengen blev blødere. Blødere og varmere og hans øjenlåg tungere.

Stille og roligt dalede sneen ned over slottet.

Stille og roligt og rundt og rundt og rundt.

Leo gabte og mærkede, hvordan hans tanker begyndte at miste mening. Hans hjerte, der for et øjeblik siden havde slået hurtigt, satte farten ned. Stille og roligt slog det. Stille og roligt og …

Rundt og rundt og rundt.

Leos øjne gled i.

Han sov, og han drømte om et lille sært væsen, der lignede en dreng og så alligevel ikke. Ørene var for spidse, hovedet lidt for stort. Han havde en blå hue og et stribet halstørklæde på.

Du skal ikke være bange, sagde drengen, der ikke var en dreng, og rakte en hånd frem mod Leo. Kom.

Leo tog den fremstrakte hånd og var ikke spor bange.

*

Inde i glaskuglen fortsatte sneen med at dale. Og i det øverste vindue i slottets højeste tårn tændtes et lys.