Dødens sang

Tim og Otto legede udenfor hele dagen. Onkel Anton sagde, at de ikke måtte løbe for langt væk. Det behøvede de heller ikke. Huset lå lige midt i skoven. Det var et perfekt sted.
   
De to drenge spillede bold. De fiskede med net i åen. De klatrede i træer. De havde det rigtig sjovt.
    
Bortset fra da de legede skjul.
   
Det var Otto, der gemte sig. Tim talte til 100. Så begyndte han at lede. Han havde ingen idé om, hvor Otto var. Han så ind mellem træerne. Kunne ikke se noget. Han gik dybere ind i skoven.
    
Stoppede op og lyttede.
    
Gik videre.
   
Lyttede. Men skoven var helt stille. Vinden havde lagt sig.
   
Stille. Så stille.
   
Solen var ved at gå ned. De mange skygger blev længere. Luften blev mere grå.
   
Dér! Var det ikke Otto, der stod derovre?
Næ. Det var bare en rådden træstub.
  
Tim begyndte at gå tilbage. Gjorde han ikke? Eller var det en forkert vej?
  
Han burde da være kommet tilbage nu. Det var han sikker på. Men han kunne ikke se huset nogen steder.
  
Han så rundt. Det var blevet mørkere. Og han anede ikke, hvor han var.
  
Han skulle til at råbe på Otto, da han hørte noget. Det var en fjern, svag lyd. Meget fjern og meget svag. Han kunne ikke helt høre, hvad det var. Det lød næsten som en, der … der sang?
  
Ja. Langt, langt borte var der en, der sang.
  
Tim kunne ikke høre ordene. Men melodien … Der var noget sælsomt ved den. Den fik ham til at føle det sært indeni.
  
Vinden blæste. Bladene raslede. Lyden forsvandt.
  
Tim stoppede op. Han var slet ikke klar over, at han var begyndt at gå. Men det var han. I retning af sangen. Det gik op for ham, at han frøs. Meget.
  
Så var der pludselig en anden lyd. Lige bag ham. Det var en gren, der knækkede. Noget tog fat i hans ene skulder.
  
Tim gispede og snurrede rundt. Det var onkel Anton. Han stirrede på Tim med sine røde øjne. Han så bange ud.
  
”Hvor er Otto?” hviskede han. Han lød også bange.
  
”Det ved jeg ikke,” sagde Tim. ”Vi leger skjul. Jeg fór vild. Jeg kunne ikke finde tilba…”
  
”Jeg sagde jo, at I ikke måtte løbe for langt væk.” Anton blev ved med at se rundt. Hans øjne skød frem og tilbage. Det var ikke Otto, han kiggede efter, men noget andet. Noget, der skræmte ham.
  
”Sch,” sagde han. ”Hørte du noget?”
  
Tim rystede på hovedet. Han kunne kun høre bladene. De hviskede også.