Det sultne maleri

”Daniel, vågn så op. Klokken er mange,” kaldte mor.
   
Daniel var søvnig. Han strakte sig og slog dynen væk.
  
”Jeg er oppe,” sagde han. Han gik hen til stolen, hvor hans tøj lå. Han skulle til at tage bukser på. Så fik han pludselig øje på noget. Noget ved maleriet. Han rynkede panden.
  
Var der ikke noget anderledes ved det? Den skygge dér? Havde den ikke flyttet sig? Som om et eller andet inde i skoven havde bevæget sig? Et eller andet, der stadig var skjult bag træerne?
  
Nej. Han måtte huske forkert. Selvfølgelig havde skyggen ikke flyttet sig. Det var jo et maleri. Malerier forandrede sig ikke.
   
Han rørte ved malingen. Den var tør. Men den var kold. Kold som is.
  
Nej, den er ikke, tænkte han. Det er bare noget, jeg bilder mig ind.
     
”Daniel!” råbte mor nede fra køkkenet.
  
”Jeg er på vej,” råbte han tilbage.
   

* * *

  
Om natten drømte Daniel igen, at han var i en skov. Der var noget efter ham. Han kunne høre det knirke i sneen mellem træerne. Men hver gang han vendte sig om, var der ingenting. Kun de sorte skygger mellem stammerne. Men der var noget derinde. Noget stort. Han kunne høre det knurre.

   
* * *

   
Næste morgen vågnede Daniel tidligt. Hans hovedpude var våd. Han havde svedt.
   
Det første, han så, var maleriet. Han følte et sug i maven. Han gned sine øjne. Stirrede på billedet. Gned øjnene igen. Stirrede igen.
  
Denne gang var der ingen tvivl. Maleriet havde forandret sig. Skyggen på jorden havde flyttet sig. Og der stod noget mellem de bageste træer.
   
Det var en bjørn. Den var stor og sort. Den stod med siden til. Men den havde drejet hovedet, så den så direkte på Daniel. Som om den havde fået færten af ham. Bjørnen var standset midt i et skridt. Den havde løftet sin ene pote. Selv herfra kunne Daniel se de lange kløer.
  
Hans hjerte begyndte at hamre. Han havde alligevel ikke set forkert i går.
   
”Det er levende,” hviskede han. ”Maleriet er levende.”