Det gemmer sig i mørket

Mette vendte sig om. Og gispede. Tim stod lige bag hende. Hun havde slet ikke hørt ham. Han var helt bleg i ansigtet og i øjnene. Han rystede over det hele.
   
”Hvor er din søster, Tim?” spurgte Mette. Selv om hun godt vidste, hvad han ville svare.
   
”Uhyret,” hviskede han. Hans stemme rystede også. ”Det har taget hende.” Han begyndte at græde. Tårer løb ned over hans kinder.
  
”Hold nu op,” sagde Mette. Hun gik ud i køkkenet. Bankede på døren til kælderen. ”Emma, kom op! Legen er slut!”
  
Stilhed.
   
”Emma, hvis jeg skal hente dig, så ringer jeg efter jeres mor og far! Kom så op!”
  
Stadig stilhed.
  
Hun åbnede døren. Kælderen var fyldt med mørke. Tænk, at Emma turde være dernede helt alene.
  
”Emma, det er sidste chance.” Hun ventede. Men Emma kom ikke op.
  
”Nu kan det være nok!” Mette tændte lyset. Mørket gemte sig. Hun gik ned ad trappen. Nogle af trinnene knirkede. Hun var ikke bange. Overhovedet ikke. Hendes hjerte slog bare lidt hurtigt.
  
Fanget i et hus med to monstre, tænkte hun. Så kom hun til at tænke på noget andet, og nu blev hun faktisk en smule bange. Ingen vidste, hvor hun var. Hendes mor og far og Jane troede, hun var på Grønlandsvej 28. De troede …
  
I det samme gik lyset i kælderen ud. I det samme blev døren smækket i. I det samme lød der et klik. Hængelåsen!
  
Mette løb op ad trappen. Hun tog i døren. Den gav sig ikke. Hun var låst inde.
  
”Luk mig ud!” råbte hun. Hun flåede i døren. Hun sparkede til døren. Det hjalp ikke. ”Luk mig så ud! Møgunger! Når jeg får fat i jer, så … Luk mig så ud!”
  
Hun så ud gennem nøgle-hullet. Hun kunne se Tim. Han stod lige foran døren. Han holdt sig for ørerne. Og han græd stadig. Men hvor var Emma? Mette kunne ikke se hende.
  
Der var en lyd. Mette vendte sig og stirrede ned i mørket.
  
”Emma?” spurgte hun. ”Er det dig?”