Den Forkerte Død

Han er tilbage i Dødens kælder. Dybt nede under jorden, i en sal, der er så gigantisk, at det næsten ikke kan begribes. Et funklende, evigt vekslende lysskær bader kælderen i regnbuefarver. Lyset kommer fra timeglassene. De står overalt, og der er så mange, at det ikke er muligt at se en ende på dem. Bortset fra den hvislende lyd af sandet, der løber og løber, er her helt stille.
  
Nej, ikke helt. Han kan høre sit hjerte hamre. Han står foran sin mors timeglas.
  
Jeg vil ikke se det, tænker han, bønfalder han. Jeg vil ikke se det.
   
Men han har intet valg. Selv om han ikke ønsker at gøre det, læner han sig frem mod timeglasset, mod synet af hendes alt for tidlige død og …
   
En stemme bag ham rømmer sig. Lyden er lav, men alligevel høj, og Filip snurrer forskrækket rundt. En velkendt skikkelse træder imod ham. Skyggerne kryber rundt i det furede, udtryksløse ansigt. Under de buskede øjenbryn betragter de grå øjne ham. De er udslukte, disse øjne. Døde som sten.
    
”Det var ikke meningen, du skulle have set det, Filip,” siger Mortimer og lægger en kold hånd på hans skulder. Han kan mærke frosten gennem trøjen. ”Men der er noget andet, du skal se.”
   
Ishånden drejer ham blidt, vender ham mod et andet timeglas, der står nærved. Filip kender det, han har set det før. Sandet i timeglasset er næsten helt sort. Kun en lille stribe hvide sandkorn tegner sig i mørket. Der er en revne i den nederste kuppel, og lidt af sandet er løbet ud på bordet.
    
”Prøv at se,” siger Mortimer og peger på timeglasset. ”Hans død er et … spektakulært syn.”
   
”Nej tak,” siger Filip og prøver at trække sig tilbage. ”Det har jeg ikke lyst ti…”
  
”Jo,” nikker Døden. ”Jo.”
  
Filip vender atter blikket mod timeglasset, og det slår ham pludselig, at han tog fejl. Sandet er ikke næsten helt sort. Det er helt sort. Det spinkle strejf af hvidt er væk.
  
I det samme hvirvler sandet i den nederste kuppel op, og et billede åbenbarer sig i det buede glas.
   
”Det, du ser, sker en uge, før hans tid er omme,” hvisker Mortimers ru stemme i hans øre. ”Forstår du, hvad jeg siger? Hans død begynder en uge før, han rent faktisk dør.”
   
Og inde i kuplen finder et mægtigt sammentræf af begivenheder sted. Små hændelser, der i sig selv er ubetydelige og ligegyldige, men som langsomt fletter sig sammen, vikler sig ind i hinanden som tråde i et edderkoppespind. Det, Filip er vidne til, er Døden selv, der lægger puslespil.
   
Den første brik er en taxi. Passagererne er en mand og en dame. De er på vej til lufthavnen, de skal på ferie. Filip kan høre dem snakke om sydens sol, da kvinden pludselig kommer i tanke om, at de har glemt deres pas. Fra at være i god tid har de med ét rigtig travlt. De beder chaufføren skynde sig, og det gør han. Han skynder sig så meget, at han på et tidspunkt kommer til at køre over for rødt. Det får en anden bil, der er ved at krydse gaden, til at bremse hårdt op. Ingen kommer noget til, men lyden af de hvinende bremser får en dreng, der går på fortovet og drikker sodavand, til at dreje hovedet. Derfor ser han ikke manden, der i det samme træder ud fra en sidegade. De støder sammen, og drengen spilder cola på mandens jakke.
   
”Det efterlader en plet, han ikke kan få af, og jakken skal til rensning,” hvisker Mortimer. Han prikker med en gul negl på timeglasset, og billedet skifter. Nu viser det manden, der fik cola på jakken. Han sidder i sin stue og ser fjernsyn. ”Han skulle have været nede med jakken samme eftermiddag, for hans kalender er fyldt med aftaler de næste tre dage. Men hans opmærksomhed bliver fanget af noget i fjernsynet, og da det er færdigt, er renseriet lukket. Tre dage går. Men så den fjerde dag …”
   
Inde i timeglasset er manden nu på vej til renseriet med jakken i en pose. Han går igennem parken og møder en kat på vejen. Den er sky og løber hurtigt væk, da han kommer imod den. Billedet følger katten, der få øjeblikke senere løber ud foran en pige på cykel. Hun drejer uden om den, hvilket resulterer i, at hun kører over et glasskår, der punkterer bagdækket. I den nederste kuppel ser Filip pigen trække sin cykel hjem.
   
”Så kommer weekenden,” siger Mortimer, og hans vinterånde får hårene i Filips nakke til at rejse sig. ”Pigen glemmer, at hendes cykel er punkteret. Hun ville ellers være kommet i tanke om det om lørdagen, fordi hun skulle i biografen med en veninde. Men veninden bliver syg, og de kommer aldrig af sted. Derfor er cyklen flad, da hun mandag formiddag skal i skole. Hun skal møde til tredje lektion, og hun er nødt til at løbe.”
   
I glassets dyb løber pigen af sted med sin skoletaske på ryggen. Hun krydser en fodgængerovergang, hvilket får en lang række biler til at bremse op. I den fjerde bil i rækken sidder en kvinde med hestehale. Kvinden kigger hele tiden på sit ur, det er tydeligt, at hun har travlt. Og på grund af opbremsningen kommer hun for sent til det grønne lys ved næste vejkryds. De tre biler foran hende slipper med over, men hun må vente. Hun trommer utålmodigt i rattet. Og speeder hurtigt op, da lyset atter skifter.
   
”Imens …” siger Mortimer, og i timeglasset åbner et nyt billede sig, og en ny række intetsigende begivenheder ruller af sted. Som dominobrikker. Hele tiden skifter scenen, der på en eller anden måde er blevet berørt af den foregående og som derfor får betydning for den næste. Skifter og skifter og skifter.
   
Det ender med en ældre dame. Hun er ude for at lufte sin nye hund. Det er en stor hvalp, og den løber rundt, trækker hårdt i snoren. Damen har ikke nemt ved at styre den. Pludselig får hunden øje på en kat – den samme, som var skyld i, at pigens cykel punkterede, ser Filip. I næste nu sætter hunden efter katten, og hundesnoren rives ud af damens hånd. Hun forsøger forgæves at kalde den tilbage.
   
”Se så,” hvisker Mortimer, og Filip kan næsten høre ham smile. ”Se.”
  
Og Filip ser. Han ser katten løbe ud på vejen. Han ser hunden følge efter. Han ser dem rende ud foran bilen med damen med hestehalen. Han ser hende dreje hårdt i rattet for at undvige. Han ser bilen styre direkte mod drengen på fortovet. Og han ser, at det er Søren. Men Sørens ansigt er vendt bort, og han ser aldrig bilen, der i det samme rammer ham med voldsom kraft og sender ham rullende hen ad fortovet.
   
Så slukker billedet og bliver sort som sandet, der rinder ud …