Djævelens lærling

Store, sorte stearinlys i gyldne stager brændte i den dunkle tronsal og fik Filip og Lucifax til at kaste lange skygger. Omkring dem hævede de hvidgule vægge sig op og forsvandt i et tæt mørke højt over deres hoveder. Lyden af flaksende vinger fik Filip til at kigge op. Flagermus.
  
Enorme malerier i guldrammer beklædte murene, men Filip kunne ikke på denne afstand se, hvad de forestillede.
  
Med forsigtige skridt fulgte han efter katten op ad den røde løber, der strakte sig som en dragetunge gennem salen og endte ved den mægtige trone. Her var lyset mere sparsomt, og Filip kunne kun ane omridset af den mørke, mørke skikkelse, der sad på tronen.
  
Det er ham, tænkte han og prøvede at synke den klump, der havde sat sig fast i hans hals. Det er Djævelen.
  
”Jeg er tilbage, herre,” sagde katten og gjorde tegn til Filip om at sætte tempoet lidt op. Han forsøgte, men han kunne ikke. Hans hjerte slog simpelthen så hårdt, at det føltes, som om han blev banket to skridt tilbage, hver gang han havde taget et.
  
”Kom blot nærmere,” sagde den sorte skikkelse. Stemmen var på én gang uendelig beroligende og uendelig urovækkende. Som en blomstereng fyldt med rævesakse. ”Du skal ikke være bange.”
  
Med bævende knæ gik Filip det sidste stykke op til tronen.
  
I det samme var det, som om flammerne på de omkringstående stearinlys voksede. Skyggerne trak sig sammen, og Satan selv kom til syne.
  
Han var klædt i et sort jakkesæt med en lang mørk kappe hængende fra skuldrene. Håret var strøget tilbage og skinnede som sort silke mod den knoglehvide hud. To spidse gedebukkehorn voksede i en smuk bue under hårgrænsen, og på den spidse hage strittede et veltrimmet gedeskæg. Og så var der øjnene … De frygtelige øjne … Så sorte var de, at selv den dybeste grav i den mørkeste vinternat var som en oplyst balsal i sammenligning med. Filip stirrede ind i dem og følte verden snurre en gang rundt om sig selv. For dette blik fandtes ingen hemmeligheder. Ikke engang dem, man ikke selv var klar over, man havde.
   
Men der var noget galt. Fine revner havde tegnet sig i de sorte horn, og enkelte steder var der faldet små flager af som gammel maling. De mørke øjne var matte og blodskudte, og en streg af sved glinsede på overlæben. Jo, der var noget galt, og det blev endnu tydeligere af, at Djævelen forsøgte at skjule det med sit vandkæmmede hår og nystrøgede tøj.
  
Han er syg, tænkte Filip. Alvorligt syg endda.
   
”Velkommen, kære ven,” sagde Djævelen og lænede sig langsomt frem. Hans højre mundvig løftede sig i et skævt smil. ”Jeg har glædet mig til at møde dig. Mit navn er …” Han sænkede stemmen til en rullende torden, ”Luci… Hmhmm, Luci …”
    
Et blodigt hosteanfald satte brat en stopper for Djævelens velkomsttale, og hans stramme ansigt blev pludselig flammerødt. Han hostede og spruttede, så han var ved at kvæles, og uden at betænke sig nærmere sprang Filip op på tronen og bankede ham på ryggen.
   
”Tak, tak,” stønnede Djævelen, da han igen kunne trække vejret. ”Tak for det. Tak.”
   
”Går det bedre nu?”
   
Djævelen rømmede sig lidt forlegent. ”Ja tak, det går fint. Som jeg var ved at sige før, så er mit navn …” Igen blev stemmen sænket, men det var, som om det ikke virkede helt så dramatisk som før, ”Lucifer.”
    
”Jeg hedder …” begyndte Filip, men Djævelen afbrød ham ved at slå ud med hånden.
  
”Ingen grund til at fortælle mig noget, jeg allerede ved. Vi er jo næsten familie, du og jeg, er du klar over det?”
  
Filip virrede forbavset med hovedet. ”Er vi?”
   
”Ja, da. Du er navnebror med min gamle oldefar, og jeg må sige, at det glæder mig usigeligt, at det sorte navn igen skal dryppe med ondskab og få selv de modigste hjerter til at skælve.”
   
”Hed … hed din oldefar Filip?”
     
”Nej, da!” Djævelen slog en tør latter op og strøg sit fipskæg. ”Han hed da Søren ligesom …” Stemmen og latteren visnede brat, og et lamslået udtryk slog rødder i det blege ansigt. Et nervøst tic begyndte at spille under Lucifers højre øje. ”Undskyld, hvad sagde du?”
   
”Jeg spurgte, om din oldefar hed Filip,” svarede Filip, usikker på om han havde gjort noget galt. At dømme efter Djævelens ansigtsudtryk så det i hvert fald sådan ud. Han kiggede på Lucifax, men katten så lige så forvirret og skræmt ud som dens herre. ”Du sagde jo, at han og jeg var navnebrødre.”
  
”Men det er jo ikke … Du er jo … Min oldefar hedder ikke …” Lucifer rystede på hovedet, som en, der forsøger at ryste en dundrende hovedpine væk. ”Hedder du ikke Søren?”
  
”Nej. Jeg hedder Filip.”
   
Det lille tic under øjet blev værre, og en tot af det tilbagestrøede hår begyndte pludselig at stritte. ”Filip? Du hedder Filip? Du hedder ikke Søren? Er du sikker?”
   
Filip nikkede. ”Temmelig sikker. Søren var ham, der skubbede mig ud foran bilen. Den der kørte mig ned.”
   
”Søren var ham, der skubbede dig …” gentog Djævelen med en vantro mumlen og så pludselig meget lille ud i sit jakkesæt. Lille og umådelig sløj.
  
”Du … du er den forkerte dreng,” hviskede han spagt. Han rejste sig og vaklede ned fra tronen, mens han udstødte nogle krampagtige lyde, som om han var på nippet til at kaste op. ”Undskyld mig. Jeg … jeg har det ikke så godt.”
  
Den lange kappe flagrede efter ham, da Djævelen i hast løb op ad den snoede trappe bag tronen og forsvandt fra tronsalen. Der gik et kort øjeblik. Så fyldtes slottet med et brøl så arrigt og voldsomt, at Filip nær væltede.
  
”Lucifax!”
  
Oppe under loftet skreg flagermusene forskrækket og baskede rundt mellem hinanden.
  
”Åh nej,” mumlede katten og dukkede hovedet mellem skuldrene.   ”Ikke nu igen. Kunne du ikke bare have sagt, at du hed Søren?”
  
”Men det ville jo have været løgn,” svarede Filip og modtog et opgivende blik fra katten.
   
”Det her er vist værre end først antaget,” sukkede Lucifax og luskede så efter sin herre op ad trappen.
   
Stilhed et sekund eller to. Så blev den gennemskåret af et smertefuldt kattehyl, der gav Filip kuldegysninger helt ind i hjertet. Det lød, som om katten var ved at blive kogt levende.