Den sidste tryllekunst

Han var inde på sit værelse. Sad i vindueskarmen og prøvede at få mønten til at rulle hen over fingrene. Det var svært. Når farfar gjorde det, så det ud, som om mønten dansede.

Udenfor var mørket ved at falde på. Luften var et flimmer af støvregn, og Gustav tænkte, at hans farfar tog fejl, når han sagde, at det ikke var uretfærdigt.

For det var det.

At den fantastiske Trabini, der kunne få ting til at svæve eller forsvinde i den blå luft, der kunne tage sin egen skygge af og på, der kunne plukke flammen på et stearinlys og trække guldmønter ud af folks ører – at han nu lå syg og tynd i sin seng, forvandlet til en skygge af det, han engang var.

Hvorfor kan du ikke bare trylle sygdommen væk?

Gustav havde engang hørt en sige, at en tryllekunstner aldrig afslørede sine tricks, men afsløringen lå i selve svaret, gjorde det ikke? At det bare var et trick. En illusion. Afledning, snyd og bedrag. Det var også sådan farfars svar på hans spørgsmål føltes. Som ren afledning, der skulle styre Gustav væk fra det, han ikke måtte opdage. At det hele ikke var andet end illusioner. Fantastiske, måske, men stadigvæk snyd og bedrag.

”65 kilometer i timen,” hviskede Gustav og rystede på hovedet. ”Det var ikke et trick.”

Han gik hen til sengen, hvor Max lå i fodenden med hovedet på poterne og kiggede ud i luften. Der var noget sørgmodigt over hundens blik.

”Hvad er der i vejen, Max?” spurgte han, og retrieveren løftede på ørerne. ”Du har været så underlig på det sidste. Kan du også mærke, hvad der er ved at ske med farfar? Er det derfor, du er så trist?” Han satte sig ved siden og strøg hunden over pelsen.

De havde fået Max for seks år siden. For to år siden var den blevet kørt ned. Den var blevet dræbt på stedet.

Gustav åbnede hånden og kiggede på mønten.

Han huskede det, som var det i går.