Den faldne djævel

Han lagde vejen forbi køkkenet for at tage lidt mad med op på sit kammer. Ikke fordi han var sulten, bare for at tvinge noget i sig. Han havde næsten intet spist i to nætter.

Hverken Ravine eller Søren var i køkkenet. De vidste, at der var sket noget alvorligt – hverken Filips eller Lucifers manglende appetit var gået kogekonens næse forbi – men de vidste ikke hvad. Ravine havde forsøgt at spørge ind til det et par gange, og Filips svar havde været kortfattede løgne.

Han skar sig et par skiver brød og lidt pølse og skulle til at forlade køkkenet, men stoppede så op. Kiggede på tallerkenerne og glassene, der stod rene og skinnende på bordet. Søren, der ikke alene havde affundet sig med sin nye tjans som køkkenhjælp, men ligefrem syntes om den, havde klaret opvasken, tingene manglede bare at blive stillet på plads.

Mærkede Filip en snurren i panden, eller var det noget, han bildte sig ind?

Han satte sin mad fra sig og gik over til køkkenbordet. Tog et af de rene glas. Stod lidt og vejede det i hånden. Så snurrede han rundt og kylede det ind i væggen. Det eksploderede med en klirren, og inden alle skårene var raslet til gulvet, havde han taget endnu et glas og kastede det. Endnu et, endnu et, endnu et. Det lød som styrtregn, og da et af glassene splintredes i hånden på ham og skar hul, bemærkede han det næppe. I stedet greb han fat om den høje stabel af tallerkener og slyngede den ned på fliserne af alle kræfter. Larmen var øredøvende og …

”Hvad laver du?”

Han vendte sig om. Sveden haglede ned over hans ansigt, pulsen bankede hårdt i hals og tindinger.

Søren stod med en spand og en klud i hånden og gloede målløs på ham. Uden at tøve tog Filip et af glasskårene, der var landet på køkkenbordet, og trådte hen imod ham, greb fat i Sørens krave og pressede ham baglæns, indtil han knaldede ind i væggen.

”Det er din skyld!” råbte han og holdt glasskåret op under Sørens hage, så det prikkede mod huden. Han trak vejret gennem sammenbidte tænder, hver en muskel var spændt, og her var det omsider, hadet. Det brusende, skummende had, der fik hans blod til at brænde og verden til at flimre. ”Det hele er din skyld! Hvis det ikke var for dig, ville intet af dette være sket! Fatter du det? Fatter du, hvad du har gjort? Fatter du, hvad du har FORTJENT?” Glasskåret dirrede i Filips hånd, og en dråbe blod løb i en mørk stribe ned over Sørens hals.

”F-Filip …” gispede han. ”J-jeg forstår i-ikke … D-du må ikke …”

”Hvad? Hvad må jeg ikke? Hvad …”

”Filip! Hvad i alverden går der dog af dig?” Stemmen var som et piskesmæld i hans tanker, og det gav et ryk i ham. Ravine stod i døren til slotsgården, men i det øjeblik var det slet ikke hende, han så. Det var det, hun så.

Sig selv.

Det, han var i gang med.

Han slap Søren og bakkede langsomt væk, mærkede en tung kvalme sætte sig. Et øjeblik var han sikker på, at han ville kaste op. Han stirrede på den sorte streg af blod på Sørens hals. På glasskåret i sin hånd. Det gled ud af hans greb, landede mellem de andre på gulvet.

Så drejede han rundt og stormede op ad trappen, hele vejen ind på sit kammer, hvor han smækkede døren, låste den og stillede sig foran spejlet. Han greb fat i rammen, mens han kæmpede kvalmen tilbage.

”Kom nu,” snerrede han, hvæsede han, råbte han. ”Kom nu, kom nu!”

Han ruskede spejlet, så alting skælvede og rystede, og hans eget ansigt flød ud for hans blik.

”KOM NU, FOR HELVEDE!”

Men hans øjne blev ved med at være blå, og hans ansigt forandrede sig ikke. Det snurrede ikke engang i arrene, og med et brøl knaldede han panden ind i spejlet med sådan en kraft, at det revnede. Han trak sig tilbage, og noget i ham syntes at slukke, da han betragtede det røde blod, han havde efterladt i midten af det spindelvævsagtige mønster.

Midt i sit eget knuste ansigt.

*          *          *

En let, næsten forsigtig, banken på døren. ”Filip?”

Han rejste sig og gik hen og låste op. Åbnede døren på klem og vendte tilbage til sengen.

”Hvad vil du, Lucifax?” Han trak hætten over hovedet, hev den godt ned i panden.

Katten smøg sig indenfor, men stoppede op, da dens blik faldt på det ødelagte spejl. Blodet lignede en mast edderkop i spindelvævets centrum. Det var størknet og så næsten sort ud. ”Hvad er der dog sket?”

”Hvad vil du?”

Katten betragtede ham et øjeblik. ”Jeg har hørt, hvad du … Hvad der fandt sted nede i køkkenet. Ravine var meget oprevet og Søren direkte skrækslagen.”

”Jeg gjorde ham ingenting.”

”Det er der nu temmelig delte meninger om. Ravine insisterede på, at Lucifer fortalte hende, hvad der foregår, og når Ravine insisterer på noget … Det er vist første gang, herren har været nødt til at krybe til korset. Han fortalte hende det hele, og hun forstår det hele, Filip.”

”Gør hun?” sagde han. Knyttede hænderne. ”Hun forstår det hele?”

”Ja, altså, hvorfor du gjorde, som du gjorde. At du ikke var dig selv. Med alt det, der er sket, er det ikke sæ...”

Han rejste sig med en pludselighed, der fik Lucifax til at krybe sammen, som om katten var bange for, hvad han kunne finde på. Han tænkte, at det burde den også være. ”Er Lucifer stadig i studerekammeret?”

”Øh, ja, men … Filip, hvad skal du? Jeg forstår ikke …”

”Nej, og det gør Ravine heller ikke,” sagde han. ”I forstår ingenting. Jeg var mig selv. Det er det, der er hele problemet.”

Han gik ned til studerekammeret og åbnede døren uden først at banke på.

Lucifer stod henne ved Ondskabsgloben med en hånd hvilende på det mørke, tindrende glas. Han vendte sig mod Filip - ikke overrasket, men som om han havde ventet ham.

Filip lukkede døren bag sig.

”Jeg vil oplæres i ondskab,” sagde han. ”Jeg vil være en djævel igen.”