Black out

Hun sad i køkkenet med mobilen i hånden. Havde tastet nummeret, som hun havde fundet på nettet, men fingeren svævede over opkaldsknappen. Hun havde ikke snakket med Mortens far i over 15 år, og hun havde ikke tænkt, at hun nogensinde skulle snakke med ham igen, men han havde ret til at vide det. At deres søn var død. At deres søn var død, og at Morten aldrig nogen sinde havde snakket om ham eller bare så meget som nævnt ham, og nu er det for sent, forstår du det, det er for sent, for vores søn er død, han er død, ligesom du var død for ham, og du vil aldrig, aldrig finde ud af, hvilken fantastisk dreng han var, forstår du det? FORSTÅR DU DET!
  
Alt dette havde hun lyst til at skrige ind i telefonen, og derfor lagde hun den fra sig.
  
Inde i stuen begyndte klaveret at spille.
  
Først en enkelt tone, spæd og forsigtig. Den samme, som hun havde bildt sig ind, at hun havde hørt, da hun var kommet hjem i går. Så blev en anden tangent trykket ned, afløste den første tone med en dybere. Dernæst tre tangenter på én gang, der samlede sig i en dyster tre-klang. A-mol.
   
Hun rejste sig, idet tonerne startede forfra. Befandt sig en meter ved siden af sig selv, da hun gik mod stuen, hvor kulden svøbte sig om hende som et klæde af is. Hendes blik ramte det gamle ur på væggen. Små frostkrystaller på messingpendulet, der svingede frem og tilbage, frem og tilbage. For 24 timer og et minut siden havde Morten været i live. Et minut senere havde han ikke.
    
Fra klaveret, der var skjult af væggen, lød den lille melodi igen. Én dunkel tone. Den fadede ud. Ny tone, dybere. Så de tre toner på én gang. Så den første tone igen. Nu trykket ned med mere kraft. Næste tone og …
    
Hun trådte rundt om hjørnet, hvor klaveret stod.
    
Lydene stoppede brat.
    
Hun stirrede på den tomme klaverstol.
    
Morten var begyndt at spille, da han var syv år, og allerede dengang var det tydeligt, at han havde talent. Han øvede hver dag, og da han fyldte tretten, kunne læreren på den lokale musikskole ikke gøre mere. Men dette … Det havde ikke været musik fra en øvet hånd. Det havde været som et barn, der forsigtigt prøver sig frem.
    
”Spil videre, Morten,” hviskede hun. ”Spil videre.”
   
Intet skete.
         
”Spil videre, skat. Vil du ikke nok?”
           
Der stod et billede af ham på klaveret. Et indrammet portræt fra dengang, han havde været garder. Han smilede ikke på fotoet, men stoltheden i hans blik var ikke til at tage fejl af. Min smukke søn, havde Lise sagt, da hun pakkede det ud juleaften og stillede det på klaveret.
       
Nu lå det ned.
         
Hun gik hen og lagde en hånd på klaverstolen. Den var kold. Lod fingrene glide hen over tangenterne. Fem af dem var lige så kolde som stolen. Hun trykkede den første tangent ned.
  
A.
Fingeren gled hen til den næste. E. Trykkede den ned. Nej, forkert. Hun flyttede fingeren en tangent.
  
D.
Og så den dybe A-mol, der bestod af A, C, E. Det var dét, han havde spillet.
   
”Morten? Morten-skat, det er mor. Jeg ved, du er her.” Hun rejste fotografiet på klaveret op, strøg hans ansigt bag glasset. Det var også koldt. ”Spil for mig. Vil du ikke nok?”
   
Hun blev stående og kiggede på billedet af sin søn, og hun kom til at tænke på dengang, han havde gået i 6. eller 7. klasse. Han var kommet op og slås i skolen og havde fået et sæbeøje. I en hel uge havde han gået med solbriller, indtil det var væk igen. Han nægtede at vise hende det, spiste aftensmad med brillerne på, og uanset hvad hun sagde, så fik hun ikke lov. Hun var nødt til at snige sig ind på hans værelse om natten for at se det.
    
Var det derfor, han ikke ville spille, mens hun var her? Fordi han ikke brød sig om, at hun skulle se ham … på den måde?
”Det gør ikke noget, skat. Det gør ikke noget.”
   
En lyd ude fra køkkenet. En skraben.
     
Hun gik derud.
   
Den ene køkkenbordsskuffe var trukket en smule ud. Ikke meget, et par centimeter. Den med kuglepennene og elastikkerne.
   
”Hvad er det, du prøver at fortælle mig, Morten?”
   
Et vindpust i nakken. En intens kulde lige bag hende.
  
Ham.
      
Hun ønskede at vende sig om, men hun kunne pludselig ikke. Pulsen bankede i hendes hals, blodet pressede mod trommehinderne, sveden piblede ud af håndfladerne. Han ville ikke have, at hun så ham, og hun vovede ikke at trodse ham. Lise havde aldrig før været bange for sin søn, men det var hun nu, og længe efter kulden var forsvundet, blev hun stående uden at røre sig.