Det endelige opgør

I toppen af kirketårnet, højt hævet over byen, står en mørk skikkelse. Den våger over de mange mennesker, der herfra ikke er større end tissemyrer. Holder øje …

Der er i hvert fald, hvad skikkelsen med det røde myrelogo på brystet prøver at bilde sig selv ind. Men sandheden er, at det føles mere, som om han gemmer sig, og under dragten pumper hjertet hårdt og hurtigt. Han har været bange før – det hører med til jobbet som superhelt – men ikke på denne måde. Aldrig på denne måde.

Under ham ånder byen fred og ro.

En kvinde går med en klapvogn.

En ældre mand lufter sin hund.

En bedstemor og hendes to børnebørn står og venter på bussen.

En pige cykler afsted.

Fred og ro.

Men den kappeklædte skikkelse i kirketårnets top er udmærket klar over, at det bare er stilhed før stormen. Spørgsmålet er kun, hvornår uvejret vil bryde løs.

Svaret er …

…

…

Nu.

Der lyder et højt brag, og nede på gaden stopper folk forskrækket op. Først stirrer de i lydens retning, så på hinanden, så mod lyden igen.

Et brag mere – endnu voldsommere end det første – og rystelserne, der kan mærkes hele vejen op gennem kirketårnet, sætter adskillige bilalarmer i gang.

Den første, der skriger, er barnet i klapvognen, og det er startskuddet til ren panik. Alle styrter afsted, flygter så hurtigt de kan. Manden med hunden snubler og taber hundesnoren. Ingen viger ham et blik, end ikke hunden venter på ham, men piler ned ad gaden med halen mellem benene. Manden kommer atter op og sætter i løb, ansigtet blegt af rædsel.

En bil hviner rundt om hjørnet. Den har fart på, alt for meget fart på, og føreren mister kontrollen. Bilen hamrer frontalt ind i en lygtepæl, så røg og gnister står op fra den sammenkrøllede kølerhjelm. Manden bag rattet tumler ud og spurter ned ad gaden uden at se sig tilbage.

Et tredje, øredøvende drøn, og nogle af gravstenene inde på kirkegården vælter.

Skikkelsen i toppen af kirketårnet tager en dyb indånding, men det er, som om luften ikke vil ned i lungerne. Alt i ham er snøret sammen til én stor knude. Han kan ikke se, hvad der har skræmt folk på denne måde, men han ved, hvad det er.

Hvem det er.

Han må forsøge at sætte en stopper for ham. Antboy er den eneste, der har en chance, og den lokale superhelt træder beslutsomt hen til kanten. Lukker øjnene og gør sig klar til at springe ned.

Men han kan ikke. Hans krop er som låst fast, fødderne naglet til stedet. Tanken om det, der venter dernede …

Nej, han kan simpelthen ikke få sig selv til det, og et øjeblik drukner skrækken næsten i den skam, han føler, da han træder tilbage igen.

Han åbner atter øjnene. Og mærker sit hjerte synke helt ned i maven.

Byen brænder. Adskillige bygninger står i flammer, ilden slår piskesmæld, og røgen snor sig som reb mod himlen, hvor den sætter sig som mørke skyer. En af bygningerne er skolen. Gule flammetunger slikker de gamle mure sorte, forvandler stedet til røg og aske. Lyden af taget, der styrter sammen, drukner i ildens buldren. Ill 1

Så hører han en stemme. Den stemme, han har hørt så mange gange i sine mareridt. Den råber. Brøler.

”ANTBOY!”