Antboy vender tilbage 1
Myrekryb og Ormehuller
Uddrag
Vi havde engelsk, og den faldt ud af min taske, idet jeg fandt mit penalhus frem.
En kuvert.
Jeg samlede den op, mens jeg så mig omkring. Ingen af mine klassekammerater lod til at have bemærket det. Kuverten var på størrelse med et postkort, og den var blank på begge sider. Ingen afsender, ingen modtager.
Fra sin plads bag katederet bad Tove os om at slå op på page 25, please.
Jeg tog en blyant og sprættede forsigtigt kuverten op, mens jeg rømmede mig for at dække over lyden.
Indeni var der en lille lap papir, foldet to gange. Jeg åbnede den, og da jeg læste, hvad der stod …
Hele verden tippede.
Jeg ved hvem du er
Med et hjerte, der bankede som en knytnæve i mit bryst, løftede jeg blikket og stirrede rundt på mine klassekammerater. Var det en af dem? Alle havde været i teatersalen inden engelsktimen, men der var flere, der havde været på toilettet under prøverne, og døren til klasseværelse havde ikke været låst.
Men ingen af dem havde reageret på, at jeg havde fundet kuverten, alle sad med snuden i bogen eller blikket vendt mod tavlen.
Eller var der en, der bare lod som om?
Jeg kiggede på sedlen igen. Den var skrevet med blyant, en lidt ubehjælpsom håndskrift, som jeg ikke genkendte.
Jeg løftede den op til næsen og snusede, men kunne ikke lugte andet end papiret. Og dog - var der ikke en svag antydning af noget andet? Jeg lukkede øjnene og snusede igen, kraftigere denne gang, forsøgte at hive lugten ud af papiret, som man forsøger at hive et glemt minde frem af tankerne. For den lugt … Der var noget velkendt over den, var der ikke? Noget, der fik mig til at tænke på … på … min engelsklærer?
”Thank you.”
Jeg åbnede forskrækket øjnene, idet papiret blev snuppet ud af mine hænder. Tove stod foran mit bord, og hun lignede en tordensky.
Åh nej. Hvis hun læste beskeden højt … Hvis hun viste den til nogen …
”Alle får én advarsel, Pelle, men kun én,” sagde hun, og nu kiggede de alle sammen på mig. ”Det her er første og sidste gang, du skriver sedler i min time, do you understand?”
Jeg sank en klump på størrelse med min engelskbog, mens jeg mumlede et sorry så spagt, at jeg næppe selv kunne høre det. Tove betragtede mig et øjeblik. Så nikkede hun og krøllede sedlen sammen. Den endte i skraldespanden, hvorefter alle blev bedt om at please, continue, the show’s over, folks.
Da klokken ringede til frikvarter, blev jeg siddende på min plads, mens jeg spekulerede på, om en af dem også ville blive tilbage og give sig til kende. Men alle smuttede.
Jeg gik hen til skraldespanden og fandt hurtigt papiret. Eller det, der var tilbage af det. En eller anden havde kylet sin mælk ud, og sedlen var halvt opløst. Bogstaverne var en plamage, der ikke længere kunne læses.
Men de fem små ord var som skåret, ætset og brændt ind i mine tanker.
Jeg ved hvem du er