Helte og skurke

Kapitel 1

ANTBOYS DØD

   
Prøv at forestille dig en tissemyre. En udtværet tissemyre, der er trådt ihjel af en størrelse 44 og møjsommeligt skrabet af på fortovskanten, så insektblod og afrevne myrelemmer ligger spredt ud over det hele.
  
Forestil dig så, at denne tissemyre er rund som et æble, har ben og arme som et menneske, vejer lidt over 53 kilo, har stritører og hinkestensbriller. Kan du stadig forestille dig det?
  
Så burde du have haft undertegnede. Pelle Nørhmann alias superhelten Antboy.
  
Sidste år læste jeg en bog om en dreng, der overnattede hjemme hos Døden. Dødens kælder var fyldt med timeglas, et timeglas for hvert menneskeliv. Sandet løb gennem glassene, og personen døde, når det sidste sandkorn faldt.
  
I går var det sidste sandkorn løbet igennem mit timeglas, og jeg burde være død. Som en udtværet tissemyre.
  
Men det var jeg ikke, og jeg fattede det stadig ikke. Fattede ikke, at jeg sad her på mit værelse i levende live.
  
Og der var mere – meget, meget mere - jeg ikke fattede.
  
Foran mig lå lokalavisen med et billede af mig på forsiden.
  
Billedet var taget i går, hvor jeg havde været til dyrskue sammen med min mor og far. Jeg havde ellers sat snuden op efter at følges med Ida – min kæreste, min rigtige og helt egen kæreste, hvilket jeg somme tider havde så svært ved at tro, at jeg var nødt til at gentage for mig selv, at hun var min kæreste, min rigtige og helt egen kæreste - men hun skulle til sine bedsteforældres guldbryllup.
  
Jeg havde haft Antboy-dragten på under tøjet og masken klar i lommen i tilfælde af, at der blev brug for superheltens assistance. Og det blev der.
  
Jeg havde lige forladt mine forældre med den undskyldning, at jeg skulle på toilettet. Sandheden var dog, at jeg ville hen og købe den største candyfloss, man kunne få, og skylle den ned med en halv liter cola. Jeg havde ikke spist nok sukker de sidste par dage, og mine myrekræfter kørte på lavt blus. Det var på grund af min mor. Hun var virkelig på nakken af mig med den slankekur. Ikke, fordi den ikke virkede, for det gjorde den rent faktisk. Jeg havde tabt mig i løbet af de sidste par måneder. Bare ikke lige så meget, som mor havde håbet.
  
Problemet var, at efter jeg havde valgt at blive Antboy igen, var mit indtag af sukker steget markant. Jeg havde brug for det for at vedligeholde mine superkræfter, og med den mængde chokolade, jeg kylede indenbords hver uge, var det temmelig imponerende, at jeg havde smidt et par kilo frem for at tage et par hundrede på. Men det pralede jeg naturligvis ikke med overfor mor.
  
I går havde Antboy dog brug for at tanke gevaldigt op, og jeg havde netop åbnet munden for at sætte kindbakkerne i en dejlig, klistret candyfloss, da jeg fik øje på … ja, mig selv.
  
Jeg havde set de tre drenge tidligere på dagen, set dem lege Antboy på bakkeskråningen bag dyreskuepladsen, og jeg havde smilet stolt over det antal superskurke, de mente, jeg var i stand til at nedlægge i løbet af en eftermiddag. Men det, jeg så nu, fik mig til at stivne. Det var drengen, der var klædt ud som Antboy. Af en eller anden grund var han ved at forcere hegnet ind til jernbaneskinnerne, og man skulle ikke være i besiddelse af myresyn for at se, at det var en rigtig dårlig ide.
  
Jeg sprang om bag en skurvogn, skiftede hurtigt til Antboy, og næppe havde jeg trukket masken over hovedet, før råbene lød. Det var drengen. Han råbte om hjælp, råbte på Antboy, og jeg styrtede af sted. Kort efter nåede jeg frem og så, at knægten befandt sig midt på skinnerne. Han kunne ikke komme væk. Han havde åbenbart slået sin ene fod, og hans kappe var viklet fast om en gren.
  
Jeg sprang ind over hegnet, fik ham fri og løftede ham væk fra skinnerne. Men er du gal, hvor var han tung, og det gik op for mig, at løbeturen havde drænet mig for den sidste rest af superkræfter. Heldigvis var jeg for en gangs skyld kommet i god tid. Men …
  
Men, men, men …
  
Da jeg skulle til at træde væk fra banelegemet, ville mit venstre ben ikke med.
  
Hvordan det var lykkedes min fod at sætte sig fast under den ene skinne, ved jeg ikke, men det var lige præcis, hvad den havde gjort. Ufatteligt godt fast. Uanset hvor meget jeg trak og vrikkede og hev, kunne jeg ikke få den fri.
  
Jeg ændrede taktik. Jeg kastede knægten fra mig, ville bruge den kostbare tid på at genvinde mine kræfter. Så kunne jeg i det mindste trække hårdt nok til at få foden fri. Jeg nåede så langt som at finde chokoladebaren frem og flå papiret af.
  
Så kom toget.
  
Åh gud. Jeg kan stadig høre den rædselsvækkende tuden, da det pludselig dukker op bag mig. Kan stadig mærke rystelserne i jorden. Kan stadig se, hvordan det kommer brølende imod mig som et uhyre ud af helvede.
  
Med frygtindgydende klarhed indså jeg, at jeg skulle dø. Lige nu og lige her endte Antboys liv, og alt, hvad jeg kunne gøre, var at knibe øjnene hårdt i.
  
Og så …
  
Så ramte toget mig, og min første tanke var, at det faktisk ikke gjorde spor ondt.
  
Min anden tanke var, hvordan jeg egentlig kunne have haft den første tanke? Var jeg ikke død?
  
Da var det, jeg hørte stemmen. Den dybe, bløde stemme, der talte lige ved siden af mig, og som sagde nøjagtig det samme, som jeg havde sagt til drengen: ”Jeg har dig.”
  
Nej.
  
Nej, jeg fattede stadig ikke en brik af det, der var sket, og jeg stirrede endnu engang på avisforsiden, der lå foran mig på skrivebordet. Men overskriften var stadig den samme:
  
NY SUPERHELT I BYEN!
  
Og nedenunder: Endnu en kappeklædt korsfarer meldte i går sin ankomst med en enestående bedrift. Den maskeklædte mand, der kalder sig Heros, reddede selveste Antboy.