Slim, snot og superkræfter

Jeg stod ud af sengen, var nødt til at opgive søvnen. Gik hen til vinduet og kiggede ud på vintermørket. Månen hang stor og rund over byen som et vogtende øje, fyldte natten med et skær af sølv. Isen havde lagt sig på bilernes ruder.
  
Jeg rettede blikket mod kirketårnet og ønskede endnu engang, at jeg var blevet deroppe i stedet for at …
  
Hvad var det?
  
Jeg kneb øjnene sammen, lænede mig tættere på vinduet. Dér, på kirketårnets mur – hvad pokker var det? Det så jo næsten ud som om …
  
Hurtigt åbnede jeg den nederste skuffe i skrivebordet, hvor jeg gemte nogle af mine reserve-Antboy-ting, og tog kikkerten. Den hvidkalkede mur syntes at lyse i måneskinnet, viserne i det gamle ur bevægede sig mod midnat, og jeg sukkede kort. Ingenting. Der var ingenting. Jeg havde igen set forkert. Naturligvi…
  
Så gav det et sæt i mig.
  
Jeg havde ikke set forkert.
  
Dér, oppe i toppen af kirkens 42 meter høje tårn, stod en sortklædt skikkelse og kiggede ud over byen. Så, mens jeg stod og stirrede på ham, kravlede han ud over brystværnet, der omkransede tårnets tag, og ned ad den hvide mur. Ikke ved hjælp af klatreudstyr eller snoretræk, men med bare hænder og fødder, nøjagtig ligesom …
 
”Ligesom mig,” hviskede jeg.
  
Hvad i alverden …?
  
Jeg sprang hen til skoletasken, flåede Antboy-dragten op og tog den på. Åbnede vinduet, sprang ud i den frostkolde nat og spænede mod kirken.
  
Jeg nåede frem få øjeblikke efter og skjulte mig bag et træ i vejsiden. Kiggede forsigtigt mod kirketårnet, der stod rankt og hvidt i natten. Der kravlede ikke længere nogen på den høje mur.
  
Jeg skulle til at begive mig op i tårnet, tænkte at jeg måske ville kunne spotte vedkommende deroppefra, da jeg ud ad øjenkrogen opfangede en bevægelse. Jeg drejede hovedet, og dér var han.
  
Rådhusbygningen var den anden højeste bygning i byen, og jeg kunne se toppen af den herfra. Se flagstangen, der sad på muren, så den ragede ud over torvet. Se den maskeklædte skikkelse, der sad tavs og ubevægelig for enden af den som en sort gargoyle.
  
Jeg satte kursen derhen, mens jeg holdt øje med skikkelsen. Sommetider mistede jeg ham af syne, når et hustag eller en trækrone kom i vejen, og da jeg nåede frem til torvepladsen, var han væk igen.
  
I det samme lød der et højt rabalder i nærheden. Jeg løb ned ad den næste gade og så to mænd komme styrtende imod mig. De var store og bredskuldrede, men selv på denne afstand kunne jeg se rædslen i deres blege ansigter. Hele tiden blev de ved med at se sig over skuldrene, som om noget særdeles grufuldt var i hælene på dem. De kom tættere på, og jeg lagde mærke til walkie-talkien i deres ene side og pistolhylstret i deres anden.
  
”Hvad er der sket?” spurgte jer. ”Hvad løber I fra?”
  
”A-Antboy?” gispede den ene. Hans opspilede øjne flakkede, og han trak vejret i små, prustende stød. ”Et øjeblik … et øjeblik troede jeg, at det var dig. A-at du var blevet skurk igen. Jeg tr-troede …” Hans stemme blev til en mumlen, jeg ikke kunne forstå.
  
”V-vi kunne ikke nå at bremse,” hviskede den anden mand. Han kiggede på mig, men jeg tror ikke, det var mig, han så. Hans blik var vendt indad, mod det frygtelige, de havde oplevet. ”Lige pludselig stod han der b-bare. Lige foran os. V-vi kunne ikke undgå at ramme ham.”
  
”Hvem?”
  
”H-han var klædt i sort. Havde maske på. Man k-kunne kun se hans mund, og han … han smilede. Han smilede, selv om vi ikke kunne undgå at ramme ham. Han … Han …”
  
”Hvor er han?” spurgte jeg. ”Er han kommet til skade?”
  
”Vi …” Manden tav kort, og selv om jeg ikke havde troet det muligt, kunne jeg se, hvordan skrækken i hans blik tog til. ”Vi ramte ham ikke. Han greb fat i bilen og løftede den. Løftede den lige op i luften, som var den et stykke legetøj. Han sagde, at vi skulle forsvinde, og det … det gjorde vi.”
  
”Hvor skete det? Fortæl mig, hvor det skete.”
  
Manden pegede med en rystende finger.
  
”Få fat i politiet!” sagde jeg og løb i den angivne retning. De to mænd løb også – den modsatte vej.
  
Jeg fandt bilen tre gader længere nede. Det var en stor, sort varevogn af en helt speciel type, og jeg vidste øjeblikkeligt, hvad de to mænd havde arbejdet med.
  
Pengetransport.
  
Og døren til lastrummet … Du godeste. Den var ikke bare brudt op, den var flået af og vredet skæv, som var den lavet af sølvpapir.
  
Hvor mange pengeposer, der havde været i lastrummet, vidste jeg ikke, men nu … Der lå ikke så meget som en flad femmer tilbage. Rummet var som støvsuget.
  
Jeg stirrede på den sammenkrøllede dør og sank en klump på nogenlunde samme størrelse.
  
Der var en ny superskurk i byen.