Tissemyren vender tilbage

De tre drenge, anført af Olav Lokum, opgav den lille knægt, hvis ben rystede som blomsterstængler i vinden, og begyndte at gå imod mig.
  
”P-Pelle?” stammede Wilhelm.
  
”Så løber vi,” sagde jeg og vinkede til drengene. ”Vi ses, tøser!”
  
Vi snurrede rundt og spænede mod indgangen til skolen. Vi havde et godt forspring, og vi burde også have klaret det. Hvis jeg ikke som sædvanlig havde overvurderet mit held. Antboy ville have efterladt de tre drenge i en støvsky, Pelle Nørhmann snublede over en sten, inden han havde nået at tage fire skridt.
  
Jeg hørte latter og klapsalver bag mig, og så huggede hænderne ned i mine skuldre. Heldigvis fik de ikke fat i Wilhelm. Han havde nået døren og skulle netop til at løbe ind, da mit halvkvalte udbrud fik ham til at vende sig om.
  
”Find en lærer!” kvækkede jeg. ”Hurtigt, tak!”
  
Han flåede døren op og strøg indenfor. Det så nu ikke ud til at bekymre Olav, der smilende trak mig på benene.
  
”Hvad siger I, drenge? Hvad skal vi stille op med brilleaben her?”
  
”Hvad med at lade ham gå?” foreslog jeg. ”Det var jo bare for sjov. Kan I ikke tåle lidt sjov?”
  
”Næ,” svarede Olav. ”Jeg synes sgu, du ser lidt bleg ud, lille ven. Du er vel ikke bange?”
  
”Næ,” svarede jeg, og til min overraskelse gik det op for mig, at det faktisk ikke var løgn. Jeg havde stået i langt værre situationer end dette, og desuden … desuden havde jeg fået en idé. Jeg var ret sikker på, at jeg ikke behøvede mere end en mundfuld. Spørgsmålet var bare om, at jeg kunne få ham til at give mig den.
  
Øjeblikket senere viste det sig, at det behøvede jeg slet ikke at bekymre mig om.
  
”Er det ikke rigtigt?” spurgte Olav sine kammerater. ”Ser Pølle her ikke lidt bleg ud?”
  
”Jo, han ligner en lille, fed snemand,” sagde den ene.
  
Den anden dreng nikkede. ”Du må hellere give ham lidt farve på kroppen, Olav. Det trænger han til.”
  
Jeg vidste, hvad de havde i tankerne, men alligevel protesterede jeg ikke eller kæmpede imod. For drengen havde ret: Det var nøjagtig, hvad jeg trængte til.
  
”Du kan jo ikke hedde Pølle og rende rundt og være så hvid i fjæset. Sådan en lille lort som dig skal da være brun.” Olav løftede armen og holdt kakaomælken over mit hoved. Så tippede han den, og den tykke væske skvulpede ned over mit ansigt. Jeg gjorde ingenting. Bortset fra at læne hovedet tilbage og åbne munden.
  
”Tjek det lige!” grinede den ene. ”Flæske står sgu og drikker det! Han nyder det ligefrem!”
 
Og det gjorde jeg. Ikke ydmygelsen og følelsen af den vamle, klistrede kakao i mit hår, i mine ører, ned ad nakken. Det havde jeg gerne været fri for. Men nogle gange må man tage det søde med det sure. Det, jeg nød, var den sitrende fornemmelse indeni …
  
”Så er du sgu rigtig fin, bror lort.” Olav klemte de sidste dråber ud af kartonen og smed den fra sig. ”Hvad skal vi nu finde på?”
  
”Hvad med en lille flyvetur?” spurgte jeg og greb fat kraverne på de tre drenge. ”Haps!”
  
”Giv slip!” hvæsede Olav.
  
”Så gerne,” svarede jeg, og lyden af deres rædselsslagne skrig fyldte den tomme skolegård, da jeg snurrede rundt som en hammerkaster og sendte dem flyvende i en lang bue, der endte på gymnastiksalens tag - fyrre meter væk.
  
Ahhh!
  
Som at tage en dyb indånding efter at have holdt vejret længe.
  
Så gik det op for mig, at jeg ikke var alene. Jeg vendte mig mod indgangen til skolen, og dér stod Wilhelm og stirrede på mig med øjne så store som rundetårn. Han havde ikke fundet en lærer. Men han havde set det hele.
  
Jeg smilede, lidt forlegent, mens kakaoen dryppede ned over mit ansigt. ”Der er noget, jeg ikke har fortalt dig,” sagde jeg.