Maskefald

Jeg gik hjem, da klokken nærmede sig kvart i ti. Solen var gået ned, og det var næsten helt mørkt. Langt borte kunne man høre larm og skrig fra tivoliet i parken. Lysene fra de mange maskiner malede himlen i strålende farver. Byfesten var i fuld gang.
  
Jeg stak hænderne i jakkelommen og mærkede Antboy-masken. Jeg havde helt glemt, at jeg havde haft den med, men jeg havde jo heller ikke haft brug for den. Det var Pelle, Wilhelm havde spurgt om hjælp, ikke Antboy. Faktisk havde jeg ikke haft brug for masken særligt meget på det sidste.
  
Måske skulle jeg overveje at droppe Antboy for en periode og i stedet koncentrere mig lidt mere om Pelle Nørhmann. Hans liv var sgu heller ikke for interessant for tiden. Ovre i skolen var jeg på flugt dagen lang fra Terror-Tvillingerne, skolengårdens superbøller, og når jeg kom hjem, trak jeg i dragten og blev til Antboy. Så ophørte Pelle med at eksistere. Sådan føltes det i hvert fald nogle gange. Som om jeg var ved at forsvinde. Blive til ingenting. For hvem var Pelle Nørhmann egentlig, når det kom til stykket? Var han Antboy? Eller var det Antboy, der var Pelle Nørhmann?
   
Hvem var jeg?
   
Det var sådanne tunge tanker, jeg var fordybet i, da jeg pludselig hørte et skrig. Det kom ikke fra tivoliet i parken. Det var tættere på og lød også helt anderledes. Det var ikke et skrig af fryd, men af rædsel.
   
Alle tanker om mig og Antboy fordampede øjeblikkeligt. En eller anden var i knibe! En eller anden havde brug for hjælp! Men det skulle gå stærkt. Jeg havde lovet at være hjemme om senest om fem minutter.
  
Mens jeg løb i retning af skriget, tog jeg masken op af lommen. Den var ikke nem at tage på i løb, og den endte da også med at komme til at sidde helt skævt. Et øjeblik kunne jeg ikke se en pind med det resultat, at jeg knaldede direkte ind i et gadeskilt. Metalstangen bøjede som var den lavet af blødt smør. Fandens også! Sådan noget skete sgu aldrig for Spiderman.
  
Jeg fik hurtigt masken på plads og styrtede videre. Skiltet måtte jeg rette op på senere.
  
Der lød endnu et skrig. Denne gang tættere på, og lyden tog nu form af et ord: ”Hjælp! Hjæl…” Så blev stemmen skåret af.
   
Jeg drejede ned ad den næste gade og så en sort skikkelse komme løbende lige imod mig.
  
Til at begynde med troede jeg, at det var på grund af mørket, at jeg ikke kunne se personens ansigt. Så gik det op for mig, at vedkommende havde maske på. Han bar på en pige - efter tøjet at dømme i hvert fald. For også hendes ansigt var skjult, gemt i den sæk, som var trukket ned over hendes hoved. Pigen, der var bundet på hænder og fødder, vred sig som en slange, men skikkelsen havde solidt fat i hende. Højre arm holdt hende rundt om livet, venstre hånd var klappet over munden for at spærre skrigene inde. Jeg var løbet direkte ind i en vaskeægte bortførsel!
  
Da den maskerede kidnapper fik øje på mig, stoppede han op og stirrede på mig et kort øjeblik. Så snurrede han rundt og løb den modsatte vej. En lang sort frakke blafrede efter. Det lignede næsten en kappe.
   
Det ikke bare ligner en kappe, tænkte jeg lamslået. Det er en kappe. Hvad i alverden foregår der?
  
”Stands!” råbte jeg og satte efter ham, så støv og grus stod op bag mig. Jeg hentede hurtigt ind på forbryderen. ”Hører du! Stan…”
  
Jeg stoppede brat op. Glippede forvirret med øjnene.
   
Skikkelsen var væk. Gaden lå øde hen.
  
Men det kunne ikke passe! Han havde jo været lige foran mig. Hvordan kunne han bare sådan forsvinde?
   
Men han var heller ikke forsvundet, opdagede jeg øjeblikket efter.
  
Manden var stadig foran mig. Nu var han bare meget længere væk. Som havde en pludselig stormvind givet ham et kraftigt skub i ryggen, og på et splitsekund blæst ham fyrre meter længere ned ad gaden. Hvordan pokker …?
  
Nå, det var der ikke tid til at spekulere over nu. Jeg genoptog forfølgelsen. Rasede ned ad gaden i sådan et tempo, at lufttrykket satte en enkelt bilalarm i gang. Hurtigt hentede jeg det tabte terræn ind igen. Kun tredive meter skilte nu mig og kidnapperen. Så tyve. Så …
  
Så forsvandt han igen. Lige foran snuden på mig. Det ene øjeblik var han der, det næste var han væk.
   
”Nej!” hviskede jeg og gik atter i stå. ”Det kan ikke være rigtigt!”
   
Så lød der et bump til højre for mig, og jeg snurrede forskrækket rundt. Til at begynde med kunne jeg ikke se, hvad der havde frembragt lyden. Så faldt mit blik på et af hustagene, der ragede op over de veltrimmede ligusterhække. Først troede jeg, at det var husets skorsten, jeg så. Så bevægede den sig og tog form af en skikkelse. Kidnapperen!
  
Min forvirring var total. Han havde jo lige været foran mig. Hvordan kunne han pludselig befinde sig på taget af et hus?
  
Så, mens jeg stod og kiggede på ham, bøjede han i benene og tog et gevaldigt spring ud i natten. Som et sort stjerneskud fløj han fra hustaget i en mægtig bue og blev opslugt af mørket.
  
Jeg stirrede målløs efter ham, følte mine tanker slå kolbøtter. For selv om jeg forstod, forstod jeg ingenting.
   
Kidnapperen havde sprunget. Det var derfor, han var forsvundet og dukket op igen længere nede ad gaden. Han havde sprunget. Han havde sprunget – jeg sank en klump - halvtreds meter! Mindst!
   
Men det kunne jo ikke lade sig gøre. Kunne det vel?
   
”En superskurk,” mumlede jeg og mærkede en svimlende fornemmelse i hjertet. ”Der er en superskurk i byen.”