Jætter og Guder

Njord nynnede. Ja, af og til slog han ligefrem over i en trallen, mens han stod foran spejlet og kørte kammen igennem håret. Det var allerede ved at blive gråt i siderne og tyndt på toppen. Det havde det ikke været, da han vågnede i morges med en kildrende fornemmelse i maven.

Efter et forfriskende bad i bølgerne havde han barberet sig og taget rent tøj på – hvilket var på høje tid efter lugten af det gamle kluns at dømme. Man fik ikke altid skiftet sokker, lige så ofte som man burde, når man boede alene, og ens eneste selskab var de skræppende havfugle.

”Men hvem har brug for mere, du gamle?” Njord smilede til mågen, der sad i det sydvendte af tårnets fire kighuller med udsigt over verdenshjørnerne. Den betragtede ham med hovedet på skrå, mens han indsnusede den salte luft. ”I hvert fald ikke mig.”

Men guden for det dybe hav og alle dets skabninger havde alligevel glædet sig til i dag. Til at sætte tænderne i noget andet end spegesild og stegte rødspætter og mærke ungdommens kraft skylle igennem kadaveret, når han tog en bid af det gyldne æble. Udsigten til lidt selskab var nu også rar. Der kunne gå længe imellem, at hans to travle børn, Frej og Freja, lagde vejen forbi, og selv om Njord satte pris på sin afsondrede tilværelse herude ved den stenede kyst, så ville et kønt kvindeansigt være en kærkommen afveksling til fiskefjæs og fuglenæb. Én gang om året lagde Idun vejen forbi med et af sine livsæbler. Njord fik altid sit serveret nogle dage før de andre guder, fordi rejsen til Noatun var så lang.

”Hun burde snart være her,” sagde han og spejdede efter hende.

Mågen skræppede, og Njord gøs.

”Nej, jeg håber ved Odin heller ikke, at hun har sin husbond med. Ellers har vi to en aftale, husker du nok?”

Sidste gang Idun havde aflagt Njord et besøg, havde hun haft Brage med. Gudernes skjald mente, at havet ville være en god inspirationskilde, og det skulle Njord da ellers lige love for. Brage havde digtet et kvad til de blå bølger på ikke færre end 143 vers. Da han var halvvejs igennem sit harpeklimpreri, havde Njord følt sig så drænet for livskraft, at han trængte til et æble mere. Til sidst havde han ikke kunnet holde det ud længere, og med et vip med fingeren havde han fået mågen til at standse skjalden med en træfsikker fugleklat.

Njord klukkede ved mindet og tænkte, at Brage formentlig ville blive hjemme denne gang.

”Flyv op og se, om du kan få øje på hende, du gamle.”Mågen lettede og strøg mod den blå himmel, hvor solen efterhånden havde nået sit højeste punkt.

Nynnende vendte Njord tilbage til spejlet og tjekkede, om håret stadig sad, som det skulle. Det gjorde det, selv om det var endnu mere gråsprængt end før. Han lænede sig frem og betragtede de små rynker, der var spiret omkring øjnene. Det var utroligt, så hurtigt det gik. Uden Iduns æbler indhentede alderdommen guderne med uhyggelig fart. Når først tiden var inde til foryngelsens frugt, så satte summen af deres mange leveår ind med sådan en hast, at man ligefrem kunne se forandringen med det blotte øje.

Det bankede på døren, og havgudens ansigt lyste op.

”Kommer!” sang han og gik ned ad trappen. På de sidste trin skar han en grimasse; det var begyndt at værke i højre knæ.

Men det var ikke Idun, der stod derude. Eller nogen anden. Det var bare døren, der klaprede i hængslerne. Han måtte have glemt at lukke den, og han spekulerede på, om det også var begyndt at knibe med hukommelsen.

Njord satte sig på bænken og så ud over det blinkende hav, der lå fladt og fredsommeligt hen. Det var ikke mere end et par dage siden, det havde været i voldsomt oprør. Bølgerne havde rejst sig som frådende vilddyr, og det løb ham koldt ned ad ryggen ved tanken om det, han havde mærket. Helt ind i knoglerne havde han mærket det.

Midgårdsormen.

Den havde snoet og vredet sig som i hidsig kamp. Hvad der havde gjort verdensslangen så balstyrisk, vidste han ikke, men nu var den guderskelov faldet til ro igen. Faktisk kunne han slet ikke fornemme den, hvilket han aldrig havde oplevet før – at ormen havde gemt sig. Som om noget havde skræmt den. Eller mere sandsynligt: som om den lå på lur.

Han hørte flaksende vinger, og havmågen landede på bænkens armlæn.

”Kunne du se hende?” spurgte Njord.

Fuglen skræppede en enkelt gang.

”Det var da mærkeligt. Hun plejer altid være så punktlig.” Med et anstrengt støn lænede havguden sig tilbage på bænken og blundede, mens han ventede.

Ventede.

Ventede.

Og da solen sank ned bag bølgerne i en stribe af guld, og månen rejste sig i en stribe af sølv, ventede han stadig.

”Hvor bliver hun dog af?” mumlede han og spyttede endnu en løs tand ud. Kløede sig i hovedbunden, der nu var lige så glat som kystens sten. Han så bekymret på havmågen. ”Bare der ikke er sket hende noget, du gamle.”