dracula genfortalt

Tågen svøbte sig om mig, kulden krøb op gennem mine ben, og jeg vaklede ved det uvirkelige i, at jeg pludselig befandt mig her. Midt i det rene ingenting, omgivet af stejle klippevægge og afgrundsdybe slugter. Månen trak sig fri af skyerne, og i den svage belysning så jeg, at klokken nærmede sig midnat. Jeg har aldrig været et overtroisk menneske og tillægger sædvanligvis ikke dette tidspunkt nogen større værdi. Men de sælsomme oplevelser var kravlet ind under huden på mig, og uvisheden fyldte mig med en syg følelse.

Snart efter blev stilheden brudt af lyden af knasende grus, og – som født ud af skyggerne – dukkede en kalechevogn op, trukket af fire sorte heste. En enkelt lygte brændte ved kuskens side, men jeg kunne ikke se hans ansigt, der var dækket af en stor hat og et langt, brunt skæg. Han var høj og radmager, og under hattens skygge funklede øjnene i skæret fra lygten. Var det et smil, jeg kunne ane der i skægget?

”De er ankommet tidligt,” sagde han på tysk og klatrede ned fra sit sæde. Han tog mine kufferter og anbragte dem i vognen, hvorefter han holdt døren åben for mig. Jo, han smilede. Jeg kunne ane hvide tænder et sted derinde.

Hele situationen havde gjort mig ilde til mode, og min balanceevne svigtede mig kortvarigt, da jeg ville træde op i vognen. Kusken tog fat i min arm, og selv gennem mine frakke kunne jeg mærke den uhyre styrke, hans stålgreb vidnede om.

”Natten er kølig, og min herre bød mig passe godt på Dem. Der er en flaske blommebrændevin under sædet, hvis De trænger,” sagde han og lukkede døren.

Guderne skal vide, at jeg i dén grad kunne bruge noget at styrke mig på, men jeg lod proppen blive siddende. Jeg måtte holde mine tanker skarpe.

Den mystiske natterejse fortsatte, og det begyndte efterhånden at føles, som om jeg havde nippet til flasken under sædet. Mørket bruste forbi i svimlende fart, samtidig med at den sorte udsigt fik det til at virke, som om den skramlende vogn ikke rykkede sig ud af stedet. Af og til fik jeg fornemmelsen af, at kusken foretog en hel vending og lod til at køre tilbage ad den samme strækning. Jeg formodede, at det var natten, der vendte alting på hovedet for mig, indtil vi på et tidspunkt passerede et særligt genkendeligt klippefremspring til højre for os, som få minutter senere dukkede op igen, nu på venstre side. Han kørte virkelig frem og tilbage ad det samme stykke vej. Jeg vovede ikke at spørge hvorfor, men tænkte, at han måtte have sine grunde til at trække tiden ud.

Den isnende vind tog til og jamrede mellem klipperne som sårede væsener, og den genfærdsagtige tåge hvirvlede omkring vognen. Så sendte en anden lyd isninger ned over min ryg.

Ulvehyl.

De lød hele vejen rundt om os, som om rovdyrene havde slået ring om vognen.

Jeg har efterfølgende konkluderet, at jeg – trods den uhyggelige situation – på et tidspunkt må være døset hen, for det næste, der skete, må have været en drøm. Også selv om min erindring om det står skærende klart.

Som blev der drejet på en knap, stoppede ulvene deres infernalske tuden, netop som vognen gjorde holdt. Uden et ord stod kusken af og vandrede ud i mørket. Hestene vrinskede og stampede uroligt i gruset. Jeg stirrede mod det punkt, manden var forsvundet, og fik et glimt af et sælsomt, blåt lys. Jeg begreb ikke, hvad der foregik, men fik heller ikke tid til at spekulere mere over det. Skyerne gled til side, månen kom frem, og i det sølvfarvede skær, så jeg en kreds af ulve nærme sig vognen på lydløse poter. De var som levende skygger med senede ben, stride hår og glinsende tænder. Hestene stejlede og sparkede ud i luften, deres øjne hvide af angst. Jeg råbte på kusken og slog på døren i håb om at skræmme ulvene væk, men de fortsatte med at snige sig nærmere som en løkke, der langsomt strammede sig om mig.

Så fik jeg øje på kusken. Han befandt sig et stykke bagude, midt ude på grusvejen, fuldkommen ubeskyttet. Han råbte noget, jeg ikke forstod, men kommandotonen i hans stemme var ikke til at tage fejl af. Han gjorde nogle fagter med sine lange arme og blev så væk for mig, idet månen kortvarigt druknede i skyerne. Da jeg atter kunne se, var kusken ved at stige op i vognen, og ulveflokken var forsvundet lige så lydløst, som den var dukket op.

Jo, uden tvivl en drøm.

Vi kørte videre. Videre og videre, opad og opad, og jeg havde netop besluttet mig for alligevel at åbne flasken med brændevin, da hestene atter satte farten ned. Jeg kiggede ud ad vinduet, frygtede at se flere ravfarvede øjne blinke i mørket.

Dér – som et umådeligt, slumrende dyr, der havde lagt sig til rette i natten – tegnede det forrevne omrids af en forfalden borg sig mod den måneoplyste himmel.

Jeg var fremme.

Jeg steg ud af vognen med mine kufferter i hænderne. Vinden gik gennem marv og ben, men jeg mærkede det næppe. Min fulde opmærksomhed var på den kolossale borg foran mig, der var som taget ud af et grumt eventyr.

Inden jeg nåede at takke kusken for turen, rykkede han i tømmerne, og vognen rullede afsted.

Med en klump i halsen gik jeg op ad trappen til den jernbeslåede trædør, der var tydeligt medtaget af vind og vejr. Der blev jeg stående, for der var hverken klokke eller dørhammer. Jeg kunne naturligvis have brugt min hånd til at banke på, men følelsen af at forstyrre noget, der ikke ville forstyrres, afholdt mig fra det.

Efter et stykke tid blev mørket brudt af et lysskær, der skinnede ud gennem dørens sprækker, og jeg hørte skridt. Dernæst raslende kæder og en nøgle, der blev drejet rundt.