| Hvornår begyndte du at skrive? |
| Da jeg gik i 10. klasse. Jeg har altid elsket at læse og har altid læst rigtig meget, og det gav til sidst mig selv lyst til at finde på. Jeg lagde ikke forsigtigt ud med små noveller, men startede lige på og hårdt med en roman. Det var en gyserbog med et stænk af fantasy. Nidhugs slaver hed den, og den var – mildt sagt – ikke særlig god. Men af ren og skær nysgerrighed sendte jeg den ind til et forlag. Ikke fordi jeg troede på en udgivelse, men blot for at høre deres mening, og hvad jeg skulle blive bedre til. Eftersom jeg først debuterede 6 år og et hav af afviste manuskripter senere, skulle det vise sig at være en hel del. |
| Hvorfra får du dine ideer? |
| Alle steder fra. Hverdagen og livet omkring os. En scene i en film, en sætning i en bog, et brudstykke af en samtale, man overhører. Pludselig lyder der et lille klik bagest i tankerne, efterfulgt af en stemme, der hvisker: ”Kunne det ikke være fedt, hvis nu …?” Og så begynder historien langsomt at rulle. |
| Er der en speciel grund til, at du har delt Slaget i Caïssa op i tre dele, når den lige så godt kunne være i ét bind? |
| Grunden til, at Slaget i Caïssa blev delt i tre, var faktisk ren strategi fra min side. Det manuskript, jeg havde skrevet før Slaget i Caïssa, blev afvist fra et forlag med den begrundelse, at det var for langt. (Sådan valgte jeg i hvert fald at forstå afslaget.) Men da jeg begyndte på Caïssa, kunne jeg godt se, at den historie ville blive endnu længere. Og da jeg ikke ville have, at den skulle afvises af samme grund, delte jeg den op, skrev kun første del og sendte den ind. Først på allersidste side stod der, at bogen fortsatte i del to og tre (som jeg ikke havde skrevet endnu). Håbet var så, at forlaget var blevet så interesserede, at de godt ville læse fortsættelserne. Men det, at den er delt i tre, har også en betydning i forhold til fortællingen. Historien handler om et skakspil mellem Gud og Djævelen, og et skakspil består af tre dele: Åbningen, midtspillet og slutspillet. |
| Hvordan fik du ideen til Djævelens lærling? |
|
For en hel del år siden læste jeg Bent Hallers store – og fantastiske - roman Lille Lucifer. Et sted i bogen bliver hovedpersonen kaldt djævelens lærling, og i det samme slog det mig, at det kunne være sjovt at skrive en historie om en sød og artig dreng, der ved en fejl havner i Helvede for at blive netop dét – Djævelens lærling. Samtidig skulle bogen være en slags Den Guddommelige Komedie for børn og unge, idet jeg gerne ville fortælle om, hvordan der ser ud nede i Helvede – i min egen blodige og morsomme version. |
| Hvornår kommer bind 4 i Den Store Djævlekrig-serien? Og hvor mange bind bliver der i alt |
| Fjerde - og sidste! - bind i serien udkommer i foråret 2010. |
| Hvad fik dig til at skrive De hvide mænd, som er en helt anden genre, end den du normalt skriver i? |
| Det er rigtigt, at jeg på nuværende tidspunkt har udgivet mest fantasy og gys, men da jeg udgav De hvide mænd havde jeg skrevet én fantasybog og én gyserbog, så jeg havde faktisk ikke en bestemt genre, jeg skrev i (bortset naturligvis fra den fantastiske genre, som inkluderer både fantasy, gys og science fiction). Men ideen til De hvide mænd kom, efter jeg havde taget min studentereksamen, og hele min verden i lang tid ikke havde drejet sig om andet end det lille dumme tal – karakteren – og det at gå til eksamen. Det havde fyldt så meget, og så kom jeg til at tænke på, at det kunne være spændende at skrive en historie, hvor det kunne koste en livet, hvis man ikke fik høje nok karakterer. |
| Tror du, vores samfund kommer til at være som i De Hvide mænd? |
| Nej, jeg tror ikke, at vores samfund nogen sinde kommer til at se ud som i De hvide mænd – heldigvis! Men der er mange små tendenser i vores hverdag, der – hvis man overdriver dem lidt – minder uhyggeligt meget om samfundet i De hvide mænd. Og det er disse tendenser, jeg har villet fortælle om og sætte under lup. En historie som De hvide mænd er ikke en fremtidsvision, det er en nutidsvurdering. |
| Hvem sker der til sidst i De hvide mænd? Hvem er det, der dør? |
| Af hensyn til de læsere, der stadig har De hvide mænd til gode, kan jeg ikke i detaljer røbe slutningen her, men jeg kan dog fortælle, at slutningen IKKE er åben og fortolkningsfri. Tværtimod. Det er en meget lukket slutning, hvor der kun sker én ting - nemlig det værst tænkelige. Denne dystre slutning er en væsentlig pointe i bogen, og det er derfor vigtigt, at man ikke læser en anden betydning i den sidste sætning end den rent symbolske. |
| Hvordan fik du ideen til Antboy? |
| Som barn læste jeg en del Spiderman (dengang Edderkoppen), Superman, Batman og andre superheltetegneserier. Da alle de mere seriøse filmatiseringer begyndte at komme, slog det mig, at det kunne være sjovt at prøve at skrive en superhelte-historie i bogform. Det skulle være en hyldest til genren, men det skulle også være en historie, der gjorde lidt grin med den og tog fat på nogle af alle de huller, som superhelte-historien sædvanligvis er propfyldt med. |
| Kommer der en Antboy 4? |
| Ja! Superhelte har det jo med at vende tilbage, og Antboy er ingen undtagelse. Der går desværre lidt lang tid, og Antboy returnerer nok ikke før 2011. |
| Hvorfor skriver du i den fantastiske genre? |
| Fordi genren er netop dét – fantastisk! Her kan man for alvor lade fantasien flyde uden at den bliver stoppet af vores verdens regler, grænser og normer. Samtidig er fantasy-genren for mig et sted, hvor jeg kan få lov til at lege med nogle af de helt store spørgsmål og emner såsom Gud, Djævelen, døden, skæbnen, den frie vilje etc. og prøve at vende dem lidt på hovedet. I forhold til gyserhistorien er mit udgangspunkt et andet. For det første er gysergenren den absolut sværeste genre at skrive i, fordi man skal prøve at gøre noget, der er utroværdigt og i bund og grund lettere komisk (varulve og vampyrer etc.) og forsøge at skrive det så troværdigt, at det bliver uhyggeligt. Det er ikke nemt. Men det primære i en god gyser er ikke bare at skræmme, for historien skal stikke dybere end det. Gennem gyserhistorien får jeg mulighed for at gå på opdagelse i menneskesindets kringelkroge og bevæge mig ind i sjælens mørke blindgyder. Det interessante i en historie om djævelen er ikke, at han er i stand til at opfylde vores ønske, men hvad vi ønsker os. Udfra denne betragtning er spøgelser, dæmoner og varulve ikke længere komiske, men genveje til menneskets skyggesider. I den gode horrorhistorie skal man ikke skue varulven på hårene, men derimod spørge sig selv om, hvad der i virkeligheden gemmer sig under spøgelsets lagen. |
| Skriver du nogen sinde en social realistisk roman? |
| I fantasy-historierne har jeg været meget optaget af store filosofiske spørgsmål og forsøgt at bruge genren til at diskutere disse spørgsmål på en lidt anderledes måde og vende virkeligheden på vrangen. Fantasy-universet skal bruges til noget og ikke bare være en kulisse for en historie, der egentlig lige så godt kunne foregå i vores verden. Men jeg har intet krav om, at der skal være noget fantastisk i mine historier. Sådan er det bare blevet på grund af de ideer, jeg har fået. Og eftersom min interesse er størst for gys og fantasy, så er det indenfor de genrer, jeg får flest ideer. Men jo, hvis jeg får en god ide til en socialrealistisk roman, så vil der også komme sådan en. Det eneste, jeg ved lige nu, er, at det ikke bliver foreløbigt :-) |
| Hvorfor skriver du bøger til børn og unge? |
| Når jeg skriver, tænker jeg ikke specielt på, om historien er for børn, unge eller voksne. Først og fremmest skriver jeg for mig selv, og jeg gør mig meget umage med at skrive historier, jeg selv kan lide og stå inde for. Dernæst bliver det ideen og handlingen, der gør om historien retter sig mest mod børn, unge eller voksne. Og det dejlige ved den gode fantasy-fortælling er, at der opløses definitionen som børnebog, for den kan også læses med stor fornøjelse af voksne, selv om hovedpersonen kun er 12 år gammel. |
| Hvilken en af dine bøger, synes du selv er bedst? |
| Det er næsten umuligt at svare på. Jeg er meget glad for alle mine bøger, og det er lidt som at blive spurgt om at vælge mellem sine børn. Men jeg er rigtig stolt af Himmelherren, som jeg synes er en meget anderledes og atypisk fantasyhistorie, og jeg kan godt lide den rå, kolde tone i De hvide mænd. Men måske vil valget alligevel falde på Den Store Djævlekrig-serien på grund af dens univers og kombinationen af sort humor og sort fantasi. |
| Hvad læser du selv/hvem er dine yndlingsforfattere? |
Jeg læser meget, og jeg læser mange forskellige bøger – fra voksenbøger til børnebøger, fra horror og fantasy til social realistiske romaner, danske og udenlandske forfattere. Som barn var jeg dybt opslugt af Alfred Hitchcock og den tre detektiver-serien, Dennis Jürgensen og Sværd og trolddom-bøgerne. Fantasyhistorier har altid fascineret mig, især gamle klassikere såsom Den uendelige historie, Narnia-krønikerne, Alice i Eventyrland og Gullivers rejse. I teenageårene blev jeg meget optaget af gysergenren og læste mange engelske og amerikanske horrorromaner . Forfattere som Robert Bloch, Ray Bradbury, Richard Matheson, Peter Straub, Clive Barker, og især Stephen King har haft stor indflydelse på mit eget forfatterskab. Mange af disse forfattere og fortællinger fortsætter med at inspirere mig den dag i dag.
|
| Hvis jeg har skrevet en roman eller en novelle, vil du så læse den og kommentere den, hvis jeg sender historien til dig? |
| Det har jeg desværre ikke mulighed for. Jeg har simpelthen ikke tid til at læse andres materiale, da jeg har mine egne historier at skrive. |
| Hvis du skulle give et råd til en spirende forfatter, hvad ville det så være? |
| Jeg kan give tre: Skriv, skriv og skriv! Det gamle ordsprog – Øvelse gør mester – gælder også her. Jo mere træning i at bruge sproget, skabe troværdige figurer og konstruere en historie, jo bedre bliver det endelige resultat. At kunne skrive en god historie er 1 % talent og 99 % træning. Så bare klø på. Og hvis du ikke allerede gør det: Læs en masse! Lær af andre forfattere – hvordan opbygger de deres historier, hvordan etablerer de deres figurer, hvilke ord bruger de, hvordan leger de med sproget. Så skriv, skriv, skriv og læs, læs, læs – det er det bedste råd, jeg kan give. Og hav tålmodighed. |
| Er du begyndt at skrive en ny bog? |
| Ja! |
| Tilbage til Forside |
