Tissemyrens bid

Hammeren hed i virkeligheden Gunnar Lund Hammer. Han havde et mægtigt fuldskæg og var stor som en okse. Han var så bred over skuldrene, at det så ud, som om han havde slugt en vintønde, der havde sat sig på tværs. Hammeren var Idrætslærer med stort I, men hans yndlingssport var hverken fodbold, brydning eller atletik. Det var derimod at gøre mig til grin foran resten af idrætsholdet. Lige siden vi startede i første klasse havde han haft et ondt øje til mig, fordi jeg stod for alt det, han foragtede: jeg var tyk, jeg hadede sport, og så var jeg rigtig, rigtig dårlig til det.
Jeg kunne ikke gribe en bold, om så jeg fik penge for det, jeg kunne ikke svømme en halv banelængde uden at være ved at drukne, og det eneste, jeg kunne ramme med en badmintonketsjer, var mine egne skinneben.
  
Jeg gik engang til judo, og det var bestemt ingen succes. Der var ingen af de andre børn, der ville øve med mig, fordi de ikke kunne løfte mig. Jeg tror ikke engang, jeg nåede at få det hvide bælte, før jeg stoppede.
  
Men det var Hammeren, jeg kom fra. Hammeren og hans hobby med at udstille mig for resten af holdet. Den onsdag formiddag var ingen undtagelse.
  
”Nørhmann, kom herhen og giv en lille demonstration.” Sådan sagde han altid, når han skulle vise, hvordan noget ikke skulle gøres. De andre drenge begyndte at fnise. Jeg forbandede mig selv over, at jeg i min opstemthed i morges havde troet, at denne dag ville forme sig anderledes. Hvorfor havde jeg dog ikke taget mod mors tilbud om at blive fritaget fra idræt, da jeg havde haft chancen?
  
Jeg rejste mig og stillede mig i den ene hulahop-ring. Jeg kunne jo lige så godt få det her overstået så hurtigt som muligt.
  
”Er den stor nok til dig?” spurgte Hammeren, og den slet skjulte fnisen blev til spredt latter. Han stillede sig i hulahop-ringen, der lå foran min, og kiggede smilende på mig. I dag stod der kamplege på programmet, og Hammeren havde netop forklaret reglerne i den første dyst. Man kæmpede to og to, stående overfor hinanden. Den, der først fik skubbet modstanderen ud af hulahopringen, havde vundet.
  
”Forstår du reglerne?” spurgte han.
  
Jeg nikkede.
  
”Hvis Nørhmann forstår reglerne, så forstår alle reglerne, ikke?”
  
”Jo!” råbte drengene i kor. Det var også et fast ritual.
  
”Godt. Gør klar.” Vi stemte vores håndflader mod hinanden, og jeg gjorde mig klar. Klar til at blive slynget ud af ringen hurtigere, end jeg kunne nå at blinke med øjnene. ”1-2-3-kæmp!”
   
Han lagde kræfter i, det kunne jeg mærke. Alligevel var trykket mod mine håndflader ikke meget voldsommere end en stille brise, og jeg havde intet problem med at blive stående. Mellem vores hænder stirrede Hammeren på mig, og jeg kunne se det forbløffede Hvad-satan?-blik i hans øjne.
  
Bag mig voksede drengenes latter, mens de piftede, klappede og heppede på Hammeren. De troede, han lavede sjov og bare lod, som om han havde svært ved at skubbe mig ud af hulahop-ringen.
  
Han lagde flere kræfter i, og brisen blev til en kraftig vind, men heller ikke mere. Jeg blev stående, som var jeg hugget i sten.
  
”Kom nu!” prustede han ud gennem sammenbidte tænder. Sveden begyndte at trille ned over hans pande, mens han knurrede ad sig selv. ”Kom nu, så skub dog! Skub! Hvad fanden er der i vejen med dig?”
  
Der havde nu lagt sig en dæmper på latteren og den begejstrede heppen omkring os, og jeg fornemmede, hvordan drengene skævede usikkert til hinanden. Det var så småt ved at gå op for dem, at Hammeren ikke lavede sjov, at han virkelig ikke kunne skubbe mig ud af cirklen.
  
Blandt de mumlende stemmer hørte jeg pludselig en hviske: ”Kom så, Pelle! Kom så!”
  
Hammeren var nu så rød i hovedet, at han så ud til at kunne eksplodere hvert øjeblik. Hans øjne bulede ud af hulerne, og en stor tyk blodårer stod frem i den svedige pande.
  
”Kom så, for satan!” brølede Hammeren til sig selv og gav alt, hvad han havde i sig. ”Skub! SKUB!”
  
”Okay,” svarede jeg og skubbede.
  
Jeg skubbede ikke engang særlig hårdt. Men det ene øjeblik stod Hammeren i hulahop-ringen foran mig med hele fjæset forvredet af anstrengelse, det næste rullede han rundt på gulvet og standsede først, da han bragede ind i ribberne ti meter væk.
  
Der blev helt stille i gymnastiksalen. Jeg kunne mærke, hvordan alle drengene stirrede på mig.
  
”Hvad skete der?” mumlede Hammeren og kravlede lidt rundt om sig selv. Hans øjne slog kolbøtter i hovedet på ham, og han var nødt til at støtte sig til ribberne for at komme på benene. Han lignede en, der var blevet ramt af en potteplante fra 5. sal.
    
”Pelle vandt,” var der en, der sagde med en forknyt stemme.
  
”Revanche?” spurgte jeg og smilede indvendigt, da Hammeren vendte sit chokerede blik mod mig.
  
”Hvad siger du?” I et øjeblik stirrede Hammeren bare lamslået på mig. Så tændtes der et gnistrende bål af raseri i hans øjne, og han nærmest sprang ind i hulahop-ringen igen og stemte sine håndflader mod mine. ”Jeg skal vise dig, din lille …” snerrede han ud gennem fuldskægget. ”1-2-3-kæmp!”
   
Vi kæmpede. I rundt regnet to sekunder. Så flyttede jeg mig et halvt skridt til siden, mens jeg lavede en hurtig fejende bevægelse med armene. Hammeren, der havde lagt hele sin vægt i for at skubbe mig ud af ringen, fløj forbi mig med et vræl.
  
”Pas på!” råbte drengene, idet 110 kilo idrætslærer kom pløjende lige imod dem. De kastede sig til side, og igen var det ribberne, der blev endestationen for Hammerens lille udflugt.
  
”Revanche?” spurgte jeg igen, da han vendte sit omtumlede blik mod mig.
  
”Du flyttede dig!” hvæsede han og pegede på mig med en finger, der rystede af vrede. Han trampede imod mig, tårnede sig op over mig som et bjerg. Alligevel var det, som om det var mig, der kiggede ned på ham.
  
”Hvad fanden i helvede bilder du dig ind, Nørdmand!” rasede han. ”Hvad ligner det at snyde på den måde! Du sagde, du havde forstået reglerne! Du må jo være dummere end en hjernedød kylling!”
  
”Du sagde, at man godt måtte flytte si…”
  
”Lyver du nu også?” brølede han, så senerne i hans nakke stod som reb, og mine briller duggede til. ”Er det takken for, at jeg lod dig vinde første omgang?” Han rettede fingeren mod omklædningsrummet. ”Ud, din lille snydepels! Ud af min gymnastiksal, og det kan kun gå for langsomt!”
   
Jeg trak på skuldrene og begyndte at gå. Vendte mig så om og sagde: ”Tak for kampen.”
   
”UUUUD!”